Digital alkoholrådgivning

Overkanten.dk er et rådgivningstilbud til dig, der gerne vil have bedre styr på dit alkoholforbrug. Tilbuddet skal hjælpe dig med at få klarhed over og justere dine alkoholvaner. Du kan benytte dig af tilbuddet, hvis du er over 18 år. Tilbuddet er et samarbejde mellem Novavi og Statens Institut for Folkesundhed.

 

Samtaler via din computer

Selve rådgivningsstilbuddet består af én eller flere samtaler med en alkoholrådgiver. Rådgivningen foregår enten som videorådgivning via en skærm på en computer, tablet eller mobil eller ved personligt fremmøde. Uanset type af rådgivning er tilbuddet gratis, og du kan vælge at være anonym.

 

Undersøger digital rådgivning

Videorådgivning er en helt ny form for alkoholrådgivning, og derfor bliver tilbuddet forskningsevalueret. I evalueringen undersøges fordele og ulemper ved henholdsvis videorådgivning og rådgivning ved personligt fremmøde. Det betyder, at halvdelen af de borgere, der henvender sig til overkanten.dk får et tilbud om videorådgivning, mens den anden halvdel får et tilbud om rådgivning ved personligt fremmøde i deres bopælskommune. Hvilket rådgivningstilbud den enkelte borger får, afgøres ved lodtrækning.

 

Sådan melder du din interesse

For at benytte tilbuddet skal du i første omgang besøge hjemmesiden overkanten.dk og angive din mailadresse under fanen ’kontakt’. Så får du en mail med information. Du kan til hver en tid trække dig ud af rådgivningen.

 

Digital rådgivning - med virtuelt fremmøde

Hvis du får tilbudt videorådgivning, kan du og din alkoholrådgiver se hinanden via en skærm, mens I taler sammen. Fordelen ved videorådgivning er, at du ikke behøver møde fysisk op hos alkoholrådgiveren. Du kan således modtage rådgivningen hjemme hos dig selv, på kontoret eller hvor du ønsker det. Tilbuddet egner sig derfor godt til dig, som har travlt med at passe et job, familie – eller ikke ønsker, at nogen skal se, at du får hjælp til at justere dit forbrug af alkohol. Videorådgivning kræver, at du har en computer, tablet eller telefon med internetadgang, kamera og lyd.  

 

Besvarelse af spørgeskema

Når du har kontaktet os via www.overkanten.dk, er det første skridt at afklare dit alkoholforbrug. Det gøres ved, at du besvarer et spørgeskema, som sendes til dig via mail. Du vil efterfølgende få et tilbud om videorådgivning eller alkoholrådgivning ved personligt fremmøde. Hvis du får tilbudt rådgivning ved personligt fremmøde, vil rådgivningen foregå på et alkoholambulatorium i nærheden af, hvor du bor.
Uanset hvilken rådgivningsform du tilbydes, vil du og alkoholrådgiveren drøfte, hvordan du kan ændre dine alkoholvaner. Det tilstræbes, at du altid taler med er den samme alkoholrådgiver.

 

De står bag Overkanten.dk

Det er Statens Institut for Folkesundhed og fonden Novaví, som står bag overkanten.dk. Formålet med overkanten.dk er at vurdere om videorådgivning virker, og om det skal være et fremtidigt tilbud i det danske sundhedsvæsen.
Hvis du er blevet nysgerrig på vores rådgivningstilbud, så klik ind på www.overkanten.dk. Her kan du læse mere om deres tilbud, teste dine alkoholvaner og kontakte projektet.