En alkoholiker i familien

Anne Grete Petersens bror er alkoholiker.

Anne Grete Petersens bror Lars har haft et alkoholmisbrug det meste af sit liv. I hendes nære familie er de meget åbne omkring hans misbrug. Og hun taler også gerne om det med andre, hvis hun finder det relevant.

Generer ikke nogen når han er fuld

Anne Grete beskriver sin bror som sjov, dum og irriterende, når han er fuld. Men han er aldrig voldsom, brutal eller flæbende, som andre kan være. Selv om han som sådan ikke generer nogen, er det alligevel irriterende at få ødelagt en sammenkomst ved, at der sidder en og er den fulde dumme onkel. Det synes deres børn i alt fald ikke er sjovt.

Man skal ikke fordømme ham

I familien har de håndteret det som en sygdom. Det betyder, at han i perioder ikke kan lade være med at drikke. Men han kan tage noget medicin, som gør det nemmere for ham at styre det. Man skal ikke fordømme ham. Han er stadig deres morbror, og han er stadig et godt menneske. Men engang imellem er der noget, som tager magten over ham.

Taler åbent om det i den nære familie

Deres børn var ti, tolv og fjorten år, da hendes bror sprang ud som misbruger. De har været åbne om det lige fra starten. I forhold til deres mor taler de også om det, men de forsøger at beskytte hende lidt, da hun er en gammel kone, der har nok i sin hverdag og ikke behøver at vide alt, hvad der sker. I forhold til den større familie er det ikke noget, som der tales så meget om, da moren har holdt det meget skjult. Men Anne Grete har talt med dem om det.

Taler også gerne med andre om det

Det er ikke sådan, at det er det første hun fortæller nye folk, hun møder, at hun har en bror, der er alkoholiker. Men hvis de sidder til frokost ét eller andet sted, og det er relevant, at man begynder at snakke om alkoholisme – og måske kommer der nogle fordomme på bordet, så er hun ikke bleg for at sige: ”Jamen, jeg har altså kendskab til sådan og sådan… Og så er der som regel nogen, der bliver lidt fjerne i blikket og siger: Nå, ja – men det er i øvrigt lige som min onkel, far, mor, søster – ét eller andet. Der er rigtigt mange derude. Så man skal ikke være bleg for at lægge kortene på bordet.”