Har du et alkoholproblem?

Helle Borggren, alkoholbehandler

Når du har valgt at se denne film, så er det muligvis, fordi der er nogen i din familie, omgangskreds eller på din arbejdsplads, der har antydet, at du drikker for meget. Eller fordi du selv er kommet i tvivl!

Drikker du for meget?

Det kan være svært at vide, hvornår man passerer grænsen mellem et almindeligt og skadeligt alkoholforbrug. Men det er en god ide at standse op og tænke efter, inden du når denne grænse.

Men hvornår bliver et alkoholforbrug et problem – og for hvem? Først og fremmest er det skadeligt for din krop. Noget helt andet er, at din væremåde, når du er påvirket af alkohol, kan skade dit omdømme, og det kan skade dit forhold til din partner, børn og øvrige familie, venner og arbejdsplads. Alkohol går nemlig fra at være et individuelt problem til også at blive et problem og en belastning for dine omgivelser.

Du har en lav risiko for at blive syg på grund af alkohol ved et forbrug på 7 genstande om ugen for kvinder og 14 for mænd. Ifølge Sundhedsstyrelsen har du et stort forbrug af alkohol, hvis du som kvinde drikker mere end 14 genstande om ugen og som mand mere end 21 genstande om ugen. Med et forbrug omkring 14 genstande (kvinde) eller 21 genstande (mand), er der stor risiko for at blive syg på grund af alkohol.

Alkoholens påvirkning af din krop

Et forbrug ud over dette kan være skadeligt for din krop, hvis det forekommer over en lang periode. Dit forbrug er måske vokset over tid uden, at du selv har bemærket det. Måske vågner du op en dag, hvor din første tanke er at få noget at drikke. Måske oplever du pludselig, at du får abstinenser, fordi du ikke har drukket?

Samtidig er det også vigtigt at understrege, at det ikke alene er mængden af dit alkoholforbrug, der afgør, om du har et alkoholproblem, men også hvor meget alkoholen styrer dit liv. For din afhængighed kan i lige så høj grad være psykisk betinget som den er fysisk.

Advarselssignaler ved afhængighed

Inden du når dertil, hvor du har et meget stort alkoholforbrug og oplever, at du er afhængig af alkohol, vil der nok være en række advarselssignaler, som du har overhørt. Du kan for eksempel have oplevet, at du skal drikke mere og mere for at blive påvirket. Eller måske har flere sagt til dig, at de synes, du drikker for meget. Du har måske svigtet vigtige aftaler på grund af alkohol. Eller du kan have haft mange sygedage på grund af tømmermænd, efterrus eller abstinenser.

Hvis du kan nikke genkendende til flere af disse udsagn, vil vi anbefale, at du får kontrol over dit alkoholforbrug, inden du ødelægger for meget for dig selv.

Hjælp til dit alkoholproblem

Du kan få hjælp til at få kontrol over dit alkoholproblem ved at tage kontakt til din læge for at få rådgivning eller henvende dig til din kommune for at forhøre dig om deres behandlingstilbud.

Kommunen kan i første omgang tilbyde dig en uforpligtende samtale om dit alkoholforbrug. Det er gratis, og du kan være anonym. Nogle kommuner tilbyder selv denne samtale – andre kommuner har et samarbejde med Lænken, som så varetager samtalen. Her kan du sammen med en alkoholbehandler drøfte din situation, og hvad der vil være den bedste behandlingsløsning for dig fremover.

Filmene om alkohol er udviklet i samarbejde med Køge kommune, der tilbyder alkoholbehandling v. Lænken ambulatorie.

 

I app’en Aplan kan du teste dig selv og få overblik over, hvor meget du drikker. Du finder app'en i Menuen under Værktøjer.

Læs mere om Væktøjet her >>