Den normale søvn

Søvnen har sin egen cyklus, som er opdelt i to forskellige stadier. Det er ikke noget, som du selv lægger mærke til, da du jo sover. Men hvis du oplever at du sover dårligt - for eksempel hvis din søvn bliver afbrudt - så kan det være fordi, at de forskellige stadier i din søvncyklus er blevet forstyrret. Nogle af stadierne har større betydning for din oplevelse af en god nats søvn end andre.

De to søvnstadier i din søvncyklus kaldes for ”Non Rapid Eye Movement” og ”Rapid Eye Movement. De er kendetegnet ved, om man kan observere hurtige øjenbevægelser under øjenlågene under søvnen eller ej. 

Non Rapid Eye Movement stadiet kan igen opdeles i forskellige søvnstadier alt efter dybden af søvnen. Hver af disse stadier tjener særlige formål for hjernen og kroppen. For at søvnen er bedst mulig, skal søvnstadier følge hinanden i et fuldstændig fastlagt mønster.

Søvnstadierne veksler natten igennem i et mønster, der tager ca. 90 -110 minutter, som gentages ca. 5 gange. Længden på søvnstadier er forskellige natten igennem. Typisk har du overvejende N-REM søvn først på natten. REM-søvnen er mest i slutningen af natten.

Den første søvncyklus begynder når du lægger dig til at sove. Det er en kort og meget let søvn, hvor du nemt kan vækkes. Denne søvn er meget god for hjernen, fordi den slapper helt af og ikke har kontrol over tankerne. Bliver du vækket i det stadie, vil du tit nægte at have sovet.

Hvis du er afslappet, vil denne døs afløses af en lidt dybere søvn. Den er dog stadig let i forhold til efterfølgende søvndybder. I det stadie vågner du sjældent spontant, som du kan gøre i stadie 1. Når du har sovet i ca. ½ time, går du over i den dybere søvn. I det stadie falder hjerneaktiviteten og hjertefrekvens. 
Din hjerneaktivitet er lav og du har ingen tanker eller drømme. I det stadie er du meget svær at vække. 
Det er i den tilstand, at kroppen genopbygger sig selv.

Efter godt en halv times dyb søvn begynder hjerneaktiviteten at stige, og du går over i det næste søvnstadie, som kaldes REM-søvnen. I den tilstand er hjernen lige så aktiv, som hvis du havde været vågen. I det stadie vil der være hurtige øjenbevægelser, din muskulatur er praktisk taget lammet og blodtryk og hjertefrekvens stiger. Det er i det stadie, du drømmer. 

De drømme, som du husker, foregår ofte i den sidste REM-søvnfase lige inden, du vågner. Den søvn, der ligger fra begyndelsen af en REM-periode frem til begyndelsen af den næste REM-periode, kaldes en søvncyklus. Hidtil har man ment, at REM-søvn ikke har lige så stor betydning som den dybe søvn. Men nyere forskning tyder på, at REM-søvnen spiller en central rolle for hjernens restitution og indlæring.
Skal nattesøvnen være optimal, er det vigtigt, at søvnen ikke forstyrres under en søvncyklus. Ved søvnapnø vil nattesøvnen bliver opbrudt og mangelfuld. 

Det er dog helt normalt at vågne kortvarigt mellem søvncyklusserne, men ofte opdager du det ikke, fordi du hurtigt falder i søvn igen. Den optimale nattesøvn består således af fem uforstyrrede søvncyklusser.
En god nats søvn er vigtig for såvel hjernen som resten af kroppens organer. 
Man har bevist, at der er en sammenhæng mellem meget afbrudt nattesøvn og helbredet. 

Så gør, hvad du kan for at få en god nats søvn.