Diabetes og hævede ben og fødder

Else Sværke Henriksen - Sygeplejerske

Hævede ben og fødder

Når du har diabetes, kan du opleve, at dine ben og fødder hæver. Måske oplever du, at dine ben er tunge og trætte om aftenen. Måske opdager du, at dine sko eller strømper strammer og laver dybe og røde mærker på din hud. Eller måske dine nærmeste gør dig opmærksom på, at dine fødder eller ben er hævet.

Kortvarig hævelse

Dine ben og fødder kan hæve op fordi det er varmt. Eller fordi du har siddet stille med benene nedad for længe. For eksempel hvis du er ude at flyve eller køre bil i længere tid. Her kan det hjælpe, hvis du laver venepumpe-øvelser. Du kan også ligge ned og hæve dine ben op, så de er ca. 30 cm over dit hjerte. Du bør altid søge læge, hvis det kun drejer sig om dit ene ben, eller hvis hævelsen ikke forsvinder.

Brug af rejsestrømper

Der findes en del forskellige udgaver af de såkaldte rejse-strømper eller flyve-strømper. Du kan fint benytte rejse-strømper, hvis du skal ud at flyve eller køre en længere tur i bil eller bus. Strømperne giver et let tryk på dine ben og forebygger, at dine ben ikke hæver op. De er strikket efter standardmål. Det vil være din sko størrelse og et ankelmål, der afgør størrelsen.

Rejsestrømper er fremstillet til rejser og ikke til varigt brug. Rejsestrømper giver dig dermed ikke den korrekte støtte, du har brug, hvis du har en længerevarende hævelse. Det er vigtigt, at du følger din lægens anvisninger.

Længerevarende hævelse

En længerevarende hævelse kaldes også for ødem. Hvis din hævelse kræver behandling, kan din læge udskrive vanddrivende medicin. Din læge vil efter en periode kontrollere effekten af din behandling. Det er ikke alle typer af hævelse, der kan behandles med medicin.

Måske din læge anbefaler en støttebandage. Det kalder lægen en kompression. Der findes forskellige typer af støttebandager. Hvis du synes, at det er svært at placere bandagen korrekt på dit ben, kan du få hjælp fra en kommunal sygeplejerske.

Din læge kan også anbefale både en støttebandage og vanddrivende medicin. Nogle hævelser kræver ingen behandling, men går i sig selv. Din læge kan også sende dig videre til andre undersøgelser.

 

Kilde

Filmene om diabetes er udviklet i et samarbejde mellem Region Sjælland, landets fem Steno Diabetes Centre og Diabetesforeningen.