Diarré

Mette Weirup Lyngsøe, sygeplejerske

Diarré kan skyldes visse kræftsygdomme, forstoppelse eller bivirkninger fra medicin. Diarré opleves ofte i forbindelse med visse typer kemoterapi.

Referat af filmens indhold:

Årsager til diarré

Diarré kan skyldes visse kræftsygdomme, forstoppelse eller bivirkninger fra medicin. Diarré opleves ofte i forbindelse med visse typer kemoterapi. Det vil du blive informeret om ved behandlingen. Generelt er det vigtigt at søge læge ved vedvarende diarre, idet den kan medføre, at salt og næringsstoffer ikke optages i kroppen.

En anden årsag til diarré kan være, at du har fået foretaget operationer i tarmen, som påvirker din fordøjelse. Og så kan diarré selvfølgelig skyldes almindelige virussygdomme som Roskildesyge o.l.

Behandling af diarré

Hvordan diarréen bør behandles vil afhænge af årsagen. Der findes medicin, der kan afhjælpe diarré. Tal med din læge for at finde ud af, hvad der er den rette behandling for dig.

Hvad kan du selv gøre?

Der er også nogle ting, som du selv kan gøre for at lindre din diarré:

- Drik rigeligt – og sørg for at få tilstrækkeligt med salt og sukker i maden

- Brug eventuelt håndkøbsmedicin mod diarré, som kan fås på Apoteket.

- Naturmedicin hjælper nogle

- Spis HUSK med calcium. Vær dog her opmærksom på, at du skal drikke meget, hvis du spiser HUSK.

- Når du har diarré er det desuden vigtigt med en god hudpleje omkring endetarmen, da huden hurtigt bliver rød og irriteret, hvilket er smertefuldt.

- Zinksalve eller zinkpasta er godt at duppe på rød og irriteret hud. Barrierecreme er god til at beskytte huden og forebygge rødme og hudløshed. Begge fås i håndkøb på Apoteket.

Diarré er et symptom, der skal tages alvorligt

Vær desuden opmærksom på, at diarré kan skyldes forstoppelsesdiarré, som er et alvorligt tegn efter lang tids forstoppelse. Det kan være livstruende, hvis du ikke kommer i behandling.

Det er derfor et symptom, som du skal tage alvorligt, og som du skal søge behandling for. 

Værktøjer til at støtte dig

Brug værktøjer og træning tilpasset dig. Det kan styrke og berolige dig i livet med din sygdom. Du logger på og gemmer oplysninger med NemID.

Gå til mine værktøjer

Få grafisk overblik over din udvikling, print grafen ud og tag den med til lægen.