Fasthold vægten ved kræft i mund, svælg og spiserør

Dorte Dinesen, klinisk diætist

Selv om du har tygge- eller synkeproblemer er det vigtigt, at du fastholder din vægt. Du kan blandt andet fastholde din vægt ved at vælge mad og drikke med et højt indhold af energi og protein. Desuden kan du ændre konsistensen af maden, som gør den nemmere at spise.

Tygge- eller synkeproblemer ved kræftsygdom

Ved sygdomme i mund, svælg eller spiserør kan du få problemer med at tygge eller synke maden på grund af fysiske forandringer, nedsat mundvand, smagsforandringer eller smerter. Du kan derfor opleve, at du skal koncentrere dig mere om at spise, og at det tager længere tid at komme igennem måltidet.

Vigtigt at fastholde din vægt

Manglende mad og drikke resulterer i vægttab, og dine muskler vil miste styrke. Det kan føre til træthed, og du kan have svært ved at gennemføre dine daglige gøremål. Et vægttab på mere end 5% af din vægt kan føre til komplikationer, indlæggelse og et længere genoptræningsforløb. Det er derfor vigtigt, at du fastholder din vægt, selv om du er syg.

Selvom det gør ondt, når du spiser eller drikker, gør maden ingen skade på mund og hals. Tværtimod har slimhinden godt af at blive stimuleret, og din evne til at tygge og synke vedligeholdes.

Mad med højt indhold af energi og protein

For at holde din vægt skal du være opmærksom på, at det du spiser og drikker, har et højt indhold af energi og protein. Du kan få behov for at ændre konsistensen af din mad, hvis du skal spise tilstrækkeligt til at holde vægten. Jo mere ensartet, fedtet, flydende og våd maden er, jo lettere er den at spise.

Hvad skal jeg spise, når det er svært at spise

Brug madcirkelen til at se, hvilken mad du skal spise for at fastholde din vægt. 

  • 1. Spis mindre groft brød.
    Spis mere fedt brød: Kiks, croissant, hollandske kryddere

  • 2. Spis mindre frugt og grønt. Brug frugt og grønt i smoothies, som pynt, mos/grød eller med råcreme.

  • 3. Spis mere fisk, fjerkræ, kød, æg.
    Brug højt belagt pålæg.

  • 4. Spis/drik flere fede mælkeprodukter.
    Brug 38 % creme fraîche, fløde, ost i maden og som mellemmåltid.

 

Du kan downloade madcirklen her >>

 

Fem kategorier af mad

Konsistensen af mad kan inddeles i fem kategorier fra normal til flydende. Du kan gennem et sygdomsforløb have behov for forskellige konsistenser af mad.
 

 

  • Normal mad vil typisk have en ujævn konsistens, da den både kan være fast, hård og en blanding af store og små stykker mad.

  • Blød mad består af findelte eller hakkede råvarer, som eventuelt kan moses. Det kan være din normale mad, hvor du blot har ændret konsistensen.

  • Gratineret mad består af blød, ensartet og sammenhængende konsistens uden klumper, og er let at tygge.

  • Pureret mad er mad, som er blendet og har en cremet, ensartet og tyk sammenhængende kon­si­stens, som ikke kræver tygning og er nemt at synke.

  • Flydende mad er mad, som kan drikkes. Det kan være ernæringsdrikke, beriget koldskål, drikkeyoghurt osv. 

Ændring af madens konsistens

Du kan også nøjes med blot at ændre konsistensen af enkelte madretter eller drikkevarer, som du har svært ved at tygge eller drikke - eller let får i den gale hals. For eksempel kan du gøre maden lidt tykkere ved at jævne den.

Flydende mad kan jævnes med en opbagning, meljævning eller med et æg.

Frugtsupper kan jævnes med kartoffelmel

Tynde væsker for eksempel juice, frugtsaft, kaffe og te kan jævnes med fortykkelsesmiddel, som kan købes i håndkøb på apoteket.

Hvis du har problemer med at bedømme, hvor meget fortykningsmiddel du skal bruge i din mad, kan du få hjælp af en ergoterapeut.

Spis små og hyppige måltider

I øvrigt skal du tænke på at spise små og hyppige måltider. Gerne hver 2.-3. time. Du kan anrette maden, så den bliver indbydende. Pynt for eksempel med lidt grønt – og du behøver ikke spise pynten, hvis det giver anledning til problemer. Smag også gerne maden til med krydderurter, ekstra salt, citronskal eller sukker- alt efter dine præferencer.

Hvis du har brug for hjælp til, hvordan du kan fastholde din vægt, kan du kontakte en klinisk diætist.

En ergoterapeut kan hjælpe dig med at vurdere, hvilken konsistens af mad og drikke, som passer til dig.

 

Værktøjer til at støtte dig

Brug værktøjer og træning tilpasset dig. Det kan styrke og berolige dig i livet med din sygdom. Du logger på og gemmer oplysninger med NemID.

Gå til mine værktøjer

Grafer, link til værktøjer

Få grafisk overblik over din udvikling, print grafen ud og tag den med til lægen.