Har mange gange forsøgt (...)

Tina Marie Nielsens far er ædru alkoholiker

Tina Nielsen er datter af Erik Nielsen, som er alkoholiker. I sin barndom forsøgte hun mange gange at få sin far til at holde op med at drikke. Men intet hjalp. Hun påtog sig også en del af skylden for hans misbrug.

Hold flaskerne for dig selv!

Tina har mange gange forsøgt at få sin far til at holde op med at drikke. Engang fandt hun en Gammel Dansk miniatureflaske i hans jakkelomme. Hun skrev på en seddel: Hold flaskerne for dig selv! – og satte sedlen på flasken. Men så fortrød hun, turde alligevel ikke og tog sedlen af flasken: ”Jeg har jo tænkt, at hvis han så det, så kunne han mærke på mig, hvor ondt det gjorde at finde sådan nogle tomme flasker.” 

Det er især det med flasken, som hun husker tydeligt. Det var sådan lidt panisk. Det var en følelse af: ”Stop nu – du ødelægger familien!

Troede at det var min skyld, at han drak

Hun har også prøvet at få ham til at lade være med at drikke ved ikke at lave ballade, fordi hun i mange år troede, at det var hendes skyld, at han drak: ”Hvis jeg var uartig, så ville han få nedtur og begynde at drikke, for han har råbt mange gange, at det var familiens skyld, at han drak.”

Hun har også været med til at gemme hans nøgler, så han ikke kunne køre, når han var fuld.

Forsøgte at holde hendes far i godt humør

Hun forsøgte at være den artige, søde og pæne pige, der ikke lavede ballade, fordi hun troede, at det kunne hjælpe hendes far til at være glad og ikke drikke. Når de var i en god periode i familien, så drak han ikke. Men hvis der var en dårlig stemning, og de alle sammen var kede af det, så drak han.

Det forbandt hun med, at hvis hun var god, positiv, sød og rar, så drak han ikke. Men var hun ked af det, sur og nede, så drak han. ”Det var selvfølgelig ikke det det handlede om, men som barn fik jeg hurtigt sat mig i den rolle for at prøve at få min far til ikke at drikke. ”

Forstod det lidt bedre, da hun blev ældre

Da hun blev ældre, turde hun begynde at spørge ind til, hvorfor han drak. Da forklarede han, at når først han havde drukket en øl, så kunne han ikke stoppe, fordi det var en sygdom. Og da begyndte hun at forstå det lidt bedre.  

Læs mere

TUBA tilbyder anonym og gratis terapi og rådgivning til unge mellem 14 og 35 år, der er vokset op i familier med alkohol- eller stofmisbrug - se under en specifik afdeling hvilken aldersgruppe de tilbyder terapi og rådgivning til i dit område. Læs mere på TUBAs hjemmeside.