Har skullet lære at bede om hjælp

Rico Jacobsen, haft misbrug, angst og depression

Rico Jacobsen har kæmpet med misbrug, angst og depression i mange år. I dag har han ikke nogen problemer med at bede om hjælp, men det har taget ham mange år at nå dertil.  

Erkende at man har brug for hjælp

Det har taget mange år for Rico at erkende, at der er perioder i hans liv, hvor han ligesom alle andre har haft brug for hjælp.  

Det har været rigtig svært for mig at lære at række hånden ud og sige: ”Okay, så må I gerne hjælpe”. Men jeg har lært hvor vigtigt det også er at kunne det. Det er ikke nogen, der er perfekte. Vi kan alle sammen have brug for hjælp i perioder af forskellige årsager, og på den måde er jeg jo ikke forskellig fra andre.” 

Vigtigt at have et netværk, der bakker op

Rico mener, at det er meget vigtigt at have et netværk af folk, der bakker op omkring én, og som kan støtte en, når man har det svært.  

Jeg har brugt meget af min familie til at hjælpe med for eksempel praktiske ting, hvis det har været ting, der har været svære i perioder med rengøring eller sådan nogle ting. Banaliteter - men som for én selv, når man er i det, kan virke altoverskyggende.” 

Min ekskone har været en stor støtte

Hans ekskone har været en kolossal hjælp for ham, fordi hun har været der og lyttet til ham – og mindet ham om, at der fandtes ét eller andet, der ventede på ham – og at han ikke skulle sidde fast i det liv, han sad i, for altid. 

Hun har altid bevaret troen på mig og har aldrig veget fra den tro på mig. Det har været en rigtig stor hjælp.” 

De rigtige og solide venner er blevet

Det er ikke alle hans venner, der er blevet gennem årene. Nogle forsvandt - men det var især venner, som han var misbruger sammen med. 

Når man har en særlig vennekreds af misbrugere, er man nødt til at skære det fra, hvis man skal have det til at fungere. Så jeg er nede på, at jeg har få, men rigtigt solide venner.”

De solide venner har været med hele vejen

Nogle af vennerne har været med ham gennem alle årene med misbrug og hans vej mod at få det bedre. I dag kan de sammen sidde og grine over, hvor håbløs han har været, når de for eksempel kom til middag hos ham, hvor han var dybt påvirket af ét eller andet. 

Få men gode venner

Rico synes, at der er noget ekstra solidt i, at vennerne har set ham, da han var allerlængst ude til. Og de betyder rigtigt meget for ham.

Det betyder langt mere for mig at have få solide - jeg ved, at jeg kan stole på - end at have hundredvis af venner.”