Holdt op med morfin og fik abstinenser

Da Kirsten Jacobsen genoptrænede sin ryg efter en diskusprolaps, fik hun store doser morfin på grund af smerter. En dag fik hun nok af alt det medicin og besluttede sig for at stoppe. Det betød, at hun fik abstinenser, for hun viste ikke, at man skal nedtrappe morfinbehandling over flere uger.

Fik abstinenser en weekend

En dag tog Kirsten sig selv i at sidde og tale med én i sofaen, som ikke fandtes. Da tænkte hun, at nu måtte hun stoppe med den morfin hun fik for smerter. Hun stoppede derfor helt med morfinpillerne fra den ene dag til den anden. Det var en fredag. ”Den weekend ville jeg kunne have danset sanktvejtsdansdans, for jeg kunne slet ikke holde armene i ro. Og jeg tænkte, hvad sker der? Hvad er der galt med mig?”

Hun ringede til familien, da hun mente, at hun var ved blive bims. De vidste ikke, hvad der kunne være galt og kunne ikke rådgive hende. Om mandagen kom hjemmesygeplejersken og Kirsten fortalte, hvordan hun havde haft det i weekenden. Hun havde det stadigvæk dårlig, men det var aftagende. Hjemmesygeplejersken udbrød med det samme: ”Jamen lille ven. Du har jo abstinenser!”.

Langsom nedtrapning af morfin

Hjemmesygeplejersken fortalt hende derefter, at hun aldrig måtte stoppe med medicinen så brat.

”Men jeg havde jo ikke fået noget at vide om, hvordan man skulle gøre!” Hjemmesygeplejersken forklarede hende, hvordan hun skulle trappe ud af morfinbehandlingen. Hun havde to morfinplastre på med forskellige doser: et på 12 mg og et på 25 mg. Når hun skulle trappe ud, skulle hun begynde med at fjerne det på 12 mg og beholde det på 25 mg. Derefter skulle hun erstatte plastret med de 25 mg. med et på 12 mg.

Lærte af sine erfaringer

Efter et stykke tid var hun trappet ud af morfin, og nøjedes med at tage anden smertestillende medicin. På et tidspunkt ønskede hun også at trappe ud af den medicin. Belært af de dårlige erfaringer med det bratte stop af morfinbehandlingen, trappede hun langsomt ud af den resterende smertestillende medicin – og til sidst var hun helt medicinfri.

”Jeg kunne godt mærke at jeg levede – og jeg kunne mærke min ryg, men jeg var helt fri af medicinen!” Hun begyndte derefter at køre bil igen – og kunne selv køre til træning. Dermed var hun ikke længere afhængig af at skulle hentes og være klar.