Hvad er en fodstatus og hvad fortæller den?

Cille Holse - Fodterapeut

Kort om fodstatus

Har du diabetes, kan du få tilskud til fodterapi. Du får henvisningen fra din egen læge eller der, hvor du går til kontrol med din diabetes.

Har du aldrig været til fodterapeut før, vil dit første besøg starte med, at du får lavet en fodstatus.

En fodstatus består af en række undersøgelser, hvor fodterapeuten blandt andet tester din følesans i fødderne. Det sker for at vurdere din risiko for at få sår på fødderne. Du vil også få kontrolleret din blodtilførelse, fordi den afgør din evne til at hele eventuelle sår på fødderne.

Dine fødder vil blive undersøgt for fejlstillinger og stive led, der kan være med til at ændre din gang. Det kan give dig problemer andre steder i kroppen. Din fodterapeut kan hjælpe dig med at forebygge problemer ved at fremstille indlæg til dig, som du kan lægge i skoene.

Din fodterapeut vil også se efter, om der er forandringer i din hud og dine negle og vejlede dig i, hvordan du kan afhjælpe dem. Tør hud kan du for eksempel mindske med en fed creme. Og du kan lindre smerten fra nedgroede negle med neglebøjler.

Resultatet af screeningen danner grundlaget for at finde den bedste behandling til dine fødder i samarbejde med din fodterapeut. Resultatet afgør også, hvilket tilskud du kan få. 

Hvis du skifter fodterapeut, kan din nye fodterapeut hente din tidligere fodstatus i en database, så din behandling kan fortsætte efter planen.

En fodundersøgelse hos din egen læge eller på ambulatoriet kan IKKE erstatte undersøgelsen hos din fodterapeut.

 

Kilde

Filmene om diabetes er udviklet i et samarbejde mellem Region Sjælland og landets fem Steno Diabetes Centre og Diabetesforeningen.