Hvordan siger man farvel til livet?

Hanne, sygehuspræst

At skulle tage afsked med livet, sige farvel til livet, har aldrig være nemt. Selv vores gamle salmedigter Grundtvig skriver, ”at sige verden ret farvel” er lige vanskeligt, om man skal dø tidligt eller sent i livet. At tage afsked med livet kan gøres på rigtig mange forskellige måder, der findes ingen rigtig eller forkert måde. 

At tage afsked med livet

At skulle tage afsked med livet, sige farvel til livet, har aldrig være nemt. Selv vores gamle salmedigter Grundtvig skriver, ”at sige verden ret farvel” er lige vanskeligt, om man skal dø tidligt eller sent i livet. Når man får at vide, at man kommer til at dø af sin sygdom, kan man få brug for at ”gøre sit bo op”. At få ryddet op både fysisk og åndeligt.

Alle de praktiske sager omkring arv og testamente hører til her, men også planlægning af, hvordan man helt konkret skal herfra, kan høre med i det at ”gøre sit bo op”. Det er emner, som vi burde have haft snakket sammen om hele livet igennem, men for de fleste af os, er det emner vi skubber foran os.

Ønsker til den sidste tid

Med en livstruende sygdom kan det være vigtigt, at få talt med sine nærmeste om det liv, man har haft - og få fundet ud af, hvordan den sidste tid gerne må blive, og hvordan man gerne vil herfra efter døden. Og så er der alligevel enkelte, som under ingen omstændigheder vil sætte ord på disse emner. Det gør for ondt. Det må vi respektere, men det gør det ikke nemmere at være pårørende, som er usikker på, hvad den syge tænker og ønsker.

At miste og sørge

Både dig der skal dø og dine nærmeste sørger over, at I skal miste hinanden. Sorgen kan, kort sagt, beskrives som kærlighedens pris. Havde vi ikke kærligheden til hinanden, behøvede vi ikke at sørge, men til gengæld betød vi heller ikke noget for hinanden. Vi ville gå rundt imellem hinanden uden følelser for hinanden. 

Få fortalt sin livshistorie

Med til det at skulle tage afsked med livet, hører også, at få fortalt sin livshistorie, måske endda at give sin livshistorie videre til de kommende generationer i form af billeder og ord. Mange spørger: Har jeg levet mit liv godt nok?  Fik jeg det ud af livet, jeg gerne ville have? Nogle fører spørgsmålet videre: Har jeg levet mit liv godt nok til at komme i Himmelen – eller derhen, hvor jeg gerne vil efter døden?

Ingen rigtig eller forkert måde

For nogle bliver det at skulle dø også en tid, hvor du samler alle dine nærmeste omkring dig. For andre bliver det tiden, hvor du lidt efter lidt siger farvel til hver enkelt, som har stået dig nær, så du til sidst kan dø sammen med den eller de allernærmeste, eller måske endda alene. At tage afsked med livet kan gøres på rigtig mange forskellige måder, der findes ingen rigtig eller forkert måde.

Værktøjer til at støtte dig

Brug værktøjer og træning tilpasset dig. Det kan styrke og berolige dig i livet med din sygdom. Du logger på og gemmer oplysninger med NemID.

Gå til mine værktøjer

Få grafisk overblik over din udvikling, print grafen ud og tag den med til lægen.