Hvorfor er fysisk aktivitet godt?

Thomas Vedste Aagaard - Fysioterapeut

Der er mange fordele ved at være aktiv i hverdagen

Regelmæssig fysisk aktivitet forbedrer din sundhed og giver dig øget velvære og livskvalitet. Det gælder uanset om du er ung, gammel, kvinde, mand eller om du har diabetes eller ej. 

 

En aktiv hverdag er vigtig, når du har diabetes, fordi bevægelse bidrager positivt til din diabetesbehandling. 

 

Fysiske fordele ved en aktiv hverdag

Når du har diabetes, øger fysisk aktivitet virkningen af din insulin, så din krop bedre kan optage sukkeret fra blodet. Du hjælper simpelthen din medicin med at virke. 

Fysisk aktivitet påvirker dit blodsukker, blodtryk og kolesterol i en positiv retning. Derudover opbygger og bevarer du dine muskler og styrker dine knogler, når du bevæger dig. Den øget muskelmasse har en gavnlig effekt i hverdagen. Du vil for eksempel føle, at det er nemmere at komme ud af sengen om morgenen eller at gå op af trapper.

Fysisk aktivitet har også indflydelse på din søvn og fordøjelse. Du sover og fordøjer bedre, når du har brugt din krop fysisk.

Din kondition bliver bedre. Du kan for eksempel mærke, at du bliver mindre forpustet og du kan holde til mere. Derudover sænker du din risiko for hjertekarsygdomme og visse kræftformer. 

Ønsker du at tabe dig eller at fastholde et vægttab, er fysisk aktivitet også vigtigt. 

 

Psykiske fordele ved fysisk aktivitet

Bevægelse og fysisk aktivitet kan påvirke dit humør positivt. Du kan forebygge og behandle stress, depression og angst, når du er fysisk aktiv. Du kan opleve, at du bliver gladere, får mere overskud og energi. Det er faktisk ikke unormalt, at folk - der bevæger sig regelmæssigt - smiler mere.

Når alt kommer til alt, så kan der være store gevinster ved at være fysisk aktiv. Start i det små. Sæt dig små mål og fejr de små sejre. Du kan se mere i filmen ”Hvordan kommer jeg i gang med at være fysisk aktiv?”.

Har du spørgsmål omkring fysisk aktivitet og din diabetesbehandling, kan du altid tage din diabetesbehandler med på råd.

Rigtig god træning.

 

Kilde

Filmene om diabetes er udviklet i et samarbejde mellem Region Sjælland og landets fem Steno Diabetes Centre og Diabetesforeningen.