Nye venner og nyt indhold i tilværelsen

Mænds Mødesteder, Stevns

Mænds mødesteder er et fællesskab for mænd, hvor mænd mødes om aktiviteter, de finder interessante. Mødestederne findes over hele Danmark og alle kan være med. I filmen fortæller medlemmer af Mænds Mødesteder på Stevns om deres mødested. 

Mænds mødesteder er åbne for alle

Per Jensen, som er formand for Mænds Mødesteder på Stevns fortæller, at mødestedet er for alle mænd. Der er en stor mangfoldighed blandt medlemmerne. Det betyder, at der er alle typer fra både top og bund, faglærte som ufaglærte. Alle hjælper alle med de kompetencer, de nu engang har.

Mødestedet på Stevns har 80 medlemmer i alt. Det er dog individuelt, hvor ofte folk deltager, og de er der aldrig samtidig. Der er åbent fire dage om ugen. Mange hører om stedet via mund-til-mund-metoden.

Aktiviteterne på Stevns

På Stevns har de madlavning hver anden uge for dem, der gerne vil lære at lave mad. Derudover har de træsløjd, trædrejning, petanque, dart og kortspil. De arrangerer udflugter fem gange om året, og de har fisketure ti gange om året. Ikke alle deltager i stedets aktiviteter - nogle dropper bare forbi for at få en kop kaffe og en sludder.

Nyt indhold i tilværelsen

Hver deltager har sin begrundelse for at deltage. For Morten Bak har mødestedet betydet rigtig meget: 

Jeg valgte mænds mødesteder, fordi jeg sad meget alene derhjemme. Jeg var blevet førtidspensionist og var faktisk ved at gå helt i hundene.” 

Kedsomheden er væk

Thorkild Jørgensen kedede sig lidt efter at være blevet pensionist:

Når først man bliver pensionist, så er der jo ikke noget at lave. Men hernede har der hele tiden været brug for mig. Så det synes jeg har været dejligt”. 

Nye venner

Mange af deltagerne har fået nye venner på mødestedet. Det gælder også Rainer Jensen:

Jeg har fået at vide af venner og bekendte, at det var et godt sted, og at der skete så meget. Så jeg mødte op og har så fundet nogle gode venner. ”

Mænd på egen alder

Kim Agertoug blev medlem, fordi han gerne ville møde mænd på sin egen alder - og så holder han af værkstedshumoren:

Jeg synes, at det kunne været spændende at komme ud blandt andre gutter på samme alder. Og så er der denne her værkstedsuge. Den er jo altid sjov. Og der er ingen kvinder til at skælde os ud, så det er jo dejligt.”

Ingen adgang for kvinder

Mødestedet er kun for mænd – og det medfører en hel særlig kultur. Thorkild Jørgensen synes for eksempel, at det betyder, at de kan tale mere frit:

At det kun er mænd, der kommer hernede, gør, at vi taler lidt mere frit, men ikke sjofelt eller noget altså. Der er stadigvæk respekt for hinanden. Vi har ligesom det her med det, hvis der kommer kvinder herned, så vil de meget gerne overtage det - og det får de ikke lov til. ” 

Tonen er mere fri

Kim Agertoug synes også at tonen er mere fri, fordi de kun er mænd:

Der er en lidt anden tone; en lidt mere fri tone. Og hvis det er, man kvajer sig, er der kontant afregning. Der er ikke noget med at gå og gemme noget under stolen eller noget som helst.” 

Fællesskabet betyder meget

Thorkild Jørgensen syns, at fællesskabet betyder meget. Og så kan man tale med hinanden om ting, som man ikke kan tale med konen om derhjemme:

Fællesskabet begynder kolossalt meget fordi, jeg har været igennem en længere tur. Jeg startede med at holde op med at ryge hernede. Det er to år siden, og det går stadigvæk godt. Men har så fået problemer med KOL og med hjertet. Og det er altså rart at kunne komme herned og snakke med ligesindede. Det er meget lettere end at snakke med konen derhjemme om det. Hernede er der altså nogen, der har erfaring med det. Det har min kone ikke. ” 

En måde at komme hjemmefra på!

Morten Bak nævner en anden fordel ved mødestedet. Det er en måde at komme hjemmefra på, frem for at sidde derhjemme og kukkelure: 

Du kommer ud og får brugt din krop så godt du nu kan frem for egentlig bare sidde og falde dybt tilbage i stolen. Og så får man jo et rigtig godt venskab hernede og rigtig mange kammerater. Og det betyder virkelig meget. ”

Links

Du kan finde et mødested nær dig på hjemmesiden for Mænds Mødesteder: www.mmdanmark.dk