Pillepas når du skal udenlands

Marianne Vinther, socialrådgiver

Du kan bruge pillepas på rejser til Schengenlande, hvis du medbringer et lægemiddel med euforiserende virkning. Pillepasset gælder højst 30 dage, er gratis og fås på apoteket. Du kan også bestille pillepas online via Danmarks Apotekerforening. Pillepasset dokumenterer, at den medbragte medicin er til dit eget brug.

Du skal medbringe dit pas på apoteket og medicinemballage eller recepten for at få et pillepas. Man kan ikke få et pillepas til alle typer medicin. Du behøver fx ingen attest for at medbringe astmamedicin, gigtmedicin, hjertemedicin, hormoner, hudmidler og infektionsmedicin. I de fleste tilfælde vil du frit kunne rejse rundt, som du plejer.

Som hovedregel vil pillepasset være aktuelt ved medicin med en rød advarselstrekant. Det kan eksempelvis være sovemedicin, stærke smertestilende midler, der indeholder morfin og beroligende midler. Hvis du er i tvivl om din medicin indeholder euforiserende stoffer, kan du spørge på apoteket.

Uden for Schengenlande

Rejser du til et land uden for Schengen-samarbejdet, skal du kontakte rejselandets ambassade/repræsentation i Danmark for at få oplyst, hvordan du skal forholde dig, og hvilken dokumentation du eventuelt skal medbringe.

Følgende lande er med i Schengen-samarbejdet:

Belgien, Bulgarien, Cypern, Danmark, Finland, Frankrig, Estland, Grækenland, Island, Italien, Kroatien, Letland, Liechtenstein, Litauen, Luxembourg, Malta, Nederlandene, Norge, Polen, Portugal, Rumænien, Schweiz, Slovakiet, Slovenien, Spanien (inkl. De Kanariske Øer), Sverige, Tjekkiet, Tyskland, Ungarn og Østrig.

Få mere information om rejse i videoen "Udlandsrejse og rejseforsikring".

Værktøjer til at støtte dig

Brug værktøjer og træning tilpasset dig. Det kan styrke og berolige dig i livet med din sygdom. Du logger på og gemmer oplysninger med NemID.

Gå til mine værktøjer

Grafer, link til værktøjer

Få grafisk overblik over din udvikling, print grafen ud og tag den med til lægen.