Sådan vælger du sko, der beskytter dine fødder

Cille Holse - Fodterapeut

Vil du passe på dine fødder og forebygge problemer, skal du vælge fodtøj, der beskytter dine fødder. En grundregel er, at nyt fodtøj skal passe med det samme og ikke gås til.

 

Ved at følge disse skridt, er du godt på vej til at finde de rigtige sko

1. Vælg så vidt muligt brede og høje skosnuder, så du undgår tryk på oversiden af tæerne. Har du hammer- eller klotæer er det meget vigtigt, at dine sko ikke trykker. Tryk på tæerne kan give ligtorne og sår.

2. Sørg for, at dine sko er tilpas lange, så dine tæer ikke støder imod kanten, når du går. Du vil altid glide lidt frem i skoen. Skoens indvendige mål skal være cirka 8-10 mm. længere end din fod. Så er der plads til fodens bevægelse. Mål skoens længde efter din længste tå. Er din anden tå den længste tå, er det den, der bestemmer længden, ikke din storetå.

3. Vælg så vidt muligt en let, bøjelig og skridsikker sål.

4. Sørg for, at skoen har en fast hælkappe. Den støtter hælen og styrer foden under gang.

5. Vælg en hæl med lav højde. Det gør dig i stand til at gå naturligt.

6. Sørg for at købe sko, hvor du kan justere åbningen med snører, velcrolukning eller ankelrem. Så kan du tilpasse dem i løbet af dagen, hvis dine fødder hæver.

7. Benyt sko med en lille åbning, så de sidder godt fast på foden.

8. Køb fodtøj i naturlige materialer som læder, skind og bomuld. Det mindsker fugtige og varme fødder og dermed risikoen for svamp.

9. Vælg forskelligt fodtøj til arbejde, fest og fritid.

10. Køb fodtøj sidst på dagen. Fødder hæver altid lidt i løbet af dagen.

 

Om dit fodtøj er bredt og langt nok, kan du se ved at tegne en skabelon af dine fødder, og lægge den ned i dine sko.

 

Kilder 

Fagmedarbejder Cille Holse, Fodterapeut