Træning når du har diabetes og er i hæmodialyse

Rikke Borg, overlæge - om motivation og hjælp til at komme i gang

Det er en god idé, at du træner, når du har diabetes og er i hæmodialysebehandling. Det kan fx være styrketræning eller at gå og cykle.

Det er vigtigt at huske, at lidt også har ret. Du kan fx dele træningen op i mindre dele, så du cykler 5-10 minutter ad gangen på en kondicykel eller går ud til postkassen flere gange på en dag.

Afhængig af din muskelmasse og kondition, som bliver bedre jo mere du træner, kan du træne længere tid ad gangen.

Din træning skal helst give dig sved på panden og få pulsen op. Det må gerne ”nive” lidt.

Det er vigtigt, at træningen er tilpasset lige præcis til dig og din hverdag, både i forhold til hvor meget du kan træne, og hvor hårdt det skal være. 

Du skal tage hensyn til, hvad din krop kan og om du har andre sygdomme.

Man kan finde på mange undskyldninger for sig selv – HUSK, at i bund og grund er det kun dig selv, du snyder.

Flere videnskabelige undersøgelser har vist, at træning har betydning for din hverdag, når du er i dialyse. Allermest for din livskvalitet og dit humør.

Træning giver større muskelstyrke, så du fx har lettere ved at komme ind og ud af sengen, rejse dig fra stolen, gå længere og generelt komme lettere omkring. Du vil få flere kræfter til at klare alle dagligdagens opgaver, og du vil få mere energi. Samtidig giver det sundere puls og blodtryk.

Træning får din hjerne til at fungere bedre, og du får en bedre hukommelse. Som en ekstra bonus kan det give bedre appetit og være med til at sikre, at du får spist nok.

Men træningen kommer ikke af sig selv.

Når dialysepatienter bliver spurgt, hvorfor de ikke træner, svarer de, at de mangler motivation, støtte fra personalet, har transportproblemer, er trætte, at årsagen er deres sygdomsfølelse eller dårligt humør.

Vi anerkender disse faktorer! Du er ikke den eneste, der føler dette – og det er netop derfor, vi gerne vil hjælpe dig i gang.

Tænk over at planlægge din træning. Det skal være en del af din hverdag, som at tage tøj på, gå i dialyse og tage medicin. Det er vigtigt, at du gør det regelmæssigt og at det bliver en god vane.

De træningsvideoer, du finder her på Helbredsprofilen, viser, hvordan du kan træne, mens du er i dialyseafdelingen og modtager behandling.

Personalet kan vise dig, hvordan du gør. Det vigtigste er, at du selv har mod på at komme i gang.

Hvis du mærker efter, så tror jeg godt, du kan mærke, at din krop får det bedre, når den bliver brugt .

Vi håber, at du vil nyde det, når du er kommet godt i gang.