Visitators vurdering af din situation
Du kan ikke se videoer hvis du ikke har accepteret statistik cookies
Visitatoren på hjemmebesøg
Når visitatoren er kommet hjem hos dig, vil hun eller han typisk spørge ind til, hvordan du klarer daglige gøremål som: personlig pleje, indkøb, madlavning, tøjvask, rengøring og andre praktiske ting i din bolig. Visitatoren vil også kigge på din bolig sammen med dig. Hvordan er indretningen i dit køkken og på dit toilet? Kan du komme rundt uden besvær, eller har du brug for hjælpemidler?
Visitatorens helhedsvurdering
Efter hjemmebesøget foretager visitatoren en helhedsvurdering af din situation. Helhedsvurderingen er baseret på, hvad du har fortalt om din situation, og hvad visitatoren selv har kunnet se på hjemmebesøget. Og desuden vurderer visitatoren, hvordan du som helhed klarer dig fysisk og psykisk. Derudover skal visitatoren forholde sig til lovgivningen på området og kommunens serviceniveau. Ud fra alle disse ting træffer visitatoren beslutningen om, hvilken hjælp du er berettiget til.
Du vil få et brev fra visitatoren med en oversigt over den hjælp og støtte, kommunen kan tilbyde dig.
Helhedsvurderingens grundlag
Ved tildelingen af hjælpen vil der blive lagt vægt på:
- Hvor meget du selv er i stand til at gøre
- Om du har en ægtefælle, pårørende eller andre i dit hjem, der kan hjælpe med nogle af de praktiske opgaver, der volder dig problemer
- Der vil også bliver lagt vægt på, om der er ting, du vil kunne varetage, eventuelt med støtte fra en hjemmehjælper eller anden hjælp.
- Og der vil blive set på, om der er ting, som du er ude af stand til selv at gøre og derfor har behov for hjælp til.
Dine muligheder for at klage
Hvis du er utilfreds med visitatorens vurdering, har du mulighed for at klage over afgørelsen til Ankestyrelsen. Visitationen i din kommune vil have mulighed for at vejlede dig, hvis du har brug for det.
Du kan læse mere om at klage over en afgørelse på Ankestyrelsens hjemmeside >>
Opdateret onsdag den 21. jun. 2023