Din digitale arv
Du kan ikke se videoer hvis du ikke har accepteret statistik cookies
Hvad skal der ske med din digitale arv?
Da en større og større del af vores kommunikation foregår online, bliver behovet for at overveje, hvad der skal ske med disse data, når livet slutter, også større.
Dine pårørende kan rent juridisk ikke gøre krav på at få adgang til din digitale arv. Ønsker du, at de skal have adgang til denne del af din arv, er det derfor vigtigt, at du sørger for at nedskrive diverse brugernavne og adgangskoder og gemmer dem sammen med dine personlige papirer eller deponere oplysningerne hos én af dine pårørende eller hos en advokat.
Løbende oprydning i digitalt materiale
Hvis du har personlige dokumenter eller billeder liggende et sted virtuelt eller på din PC, som du ikke ønsker, at andre får adgang til, skal du så vidt muligt sørge for løbende at rydde op og slette materiale. Det er vigtigt, at du er opmærksom på, at hvis du selv vil have indflydelse på, hvad der skal ske med materialet, skal du selv gøre noget aktivt.
E-Boks
Når en person dør, slettes alle adgange til e-boksen. Dette gælder både for personens egen adgang og for andre med læseadgang. Myndigheder kan ikke længere sende Digital Post til afdøde. Dine pårørende har dog mulighed for at få adgang til din e-Boks, hvis de har en skifteretsattest.
Online data og profiler på sociale medier
Hvis du som pårørende ønsker at slette brugerkonti og profiler på sociale medier, online drev, mailkonti osv. er du nødt til at sætte dig ind i hvert enkelt medies retningslinjer og procedurer. Du vil i nogle tilfælde kunne få slettet profilen ved at udfylde en formular, hvis du kan dokumentere, at du er nærmeste familie til den afdøde.
Links
Du kan læse mere om digital arv her >>
Du kan anvende værktøjet ”Min sidste vilje” til at efterlade oplysninger til dine pårørende om, hvad du ønsker der skal ske, når du er død.
Du kan læse mere om "Min sidste vilje" her >>
Opdateret onsdag den 21. jun. 2023