Din ret til alkoholbehandling
Du kan ikke se videoer hvis du ikke har accepteret statistik cookies
Alle har et til alkoholbehandling
I Danmark har alle ret til alkoholbehandling. Denne ret fremgår af § 141 i Sundhedsloven. Her står desuden, at ”alkoholbehandlingen skal iværksættes senest 14 dage efter, at alkoholmisbrugeren har henvendt sig til kommunen med ønske om at komme i behandling”.
Den ambulante alkoholbehandling
Fundamentet i al alkoholbehandling er den ambulante behandling. Hvis du vælger et offentligt godkendt ambulatorium, så er behandlingen gratis for dig. Du kan vælge at være anonym, og du kan selv vælge det ambulatorium, hvor du vil gå i behandling. Selv om de fleste ambulatorier tilbyder både sundhedsfaglig og socialfaglig behandling, er der alligevel lokale forskelle. Det er dog helt afgørende, at du har tillid til behandleren, og at I forstår hinanden.
Find dit lokale behandlingstilbud
På din kommunes hjemmeside kan du se hvilke tilbud, der er lokalt. Eller du kan søge på nogle af de hjemmesider, som er nævnt her på siden. Du kan også opsøge din læge, din kommune eller det nærmeste alkoholambulatorium og få den rådgivning, du har brug for, inden du træffer din beslutning. Den ambulante, anonyme, gratis behandling giver dig en række gode redskaber til selv at bestemme, hvornår, og hvor meget du vil drikke.
Få hjælp til at løse dine problemer
Der kan være psykologiske, helbredsmæssige eller sociale forhold, som gør, at din situation er mere kompleks end det umiddelbart synes. I alle tilfælde er det bedre for dig, at du får hjælp til at behandle eller løse nogle af de problemer, som du tumler med frem for at bruge alkoholen som lindring.
Måske har du brug for noget ekstra?
Du kan eventuelt have behov for noget ekstra ud over den ambulante alkoholbehandling. Det kunne være i form af dag- eller døgnbehandling. Og denne behandling kan eventuelt suppleres med en samtidig indsats fra jobcenter, socialforvaltningen og psykiatrien. Her er det helt afgørende for dig, at der er et tæt samarbejde mellem de forskellige indsatser. Lad din sagsbehandler i kommunen stå for samarbejdet.
Din kommune vurderer dit behov
I helt særlige tilfælde kan din kommune bevillige et privat døgnbehandlingstilbud, hvis det skønnes, at det kan hjælpe dig. De fleste private tilbud, der tilbyder alkoholbehandling, anvender en variant af 12-trinsmodellen, også kaldet Minnesotabehandling. Det er din kommunes sagsbehandler, der foretager dette skøn. Og her vil det være forskelligt fra sag til sag - og fra kommune til kommune, hvad der kan tilbydes.
Ved anden behandling kan du ikke være anonym
Hvis du har behov for anden behandling end den ambulante behandling, kan du ikke længere være anonym. Dette er du nødt til at acceptere. Til gengæld får du så muligheden for, at støtten bliver skruet sammen, så den passer til dig.
Du kan være anonym på private behandlingssteder
Hvis du ønsker dag- eller døgnbehandling, men ikke vil opgive din anonymitet, er der en række private behandlingssteder, der tilbyder dette. Her er det imidlertid dig selv, din arbejdsgiver eller måske en sundhedsforsikring, der skal dække udgiften.
Links
På Sundhed.dk kan du se en oversigt over kommunernes behandlingstilbud.
På Sundhedsstyrelsen.dk kan du få mere information om alkohol.
På Socialstyrelsen.dk finder du Tilbudsportalen Det er en oversigt over alle former for behandlingstilbud i Danmark. Hvis du vælger blandt de ambulante tilbud på Tilbudsportalen, betaler din kommune for behandlingen, uanset om det er et privat eller et kommunalt tilbud.
Lænken er en privat fondsdrevet organisation, der tilbyder privat og offentlig alkoholbehandling, herunder rådgivning, støtte og familiebehandling til pårørende til alkoholafhængige.
Lænkens foreninger er en interesseorganisation af folk med alkoholproblemer, deres pårørende og børn.
Netstof.dk er en portal for unge, hvor man åbent og anonymt kan tale om bl.a. alkohol.
På Borger.dk kan du få generel information om alkohol og behandling.
Alkolinjen.dk er en national telefonrådgivning under Sundhedsstyrelsen, hvor du kan få støtte og hjælp til dit eller din pårørendes alkoholproblem.
På Alkolinjen.dk kan du få gratis og anonym alkoholrådgivning i brevkasse, chat og på telefon.
Hvis du er i en situation hvor din mor eller far drikker, kan du få gratis og anonym alkoholrådgivning på Alkolinjen for børn og unge.
Opdateret torsdag den 3. okt. 2024