Det bedste ved at være ædru
Du kan ikke se videoer hvis du ikke har accepteret statistik cookies
Mere overskud
Johnny oplever, at han har mere overskud, når han er ædru. ”Det bedste ved at være holdt op er, at jeg får det meget bedre fysisk – og også psykisk. Jeg har meget mere energi, når jeg ikke drikker.”
Og han har meget mere lyst til at gøre alle mulige ting. Når han drikker, handler det bare om at smide sig ned på sofaen og sove lidt - og så op og drikke videre.
I bedre fysik form
Han har det ikke godt med at være i dårlig form. Det var han aldrig før i tiden. ”Jeg har altid været fysisk aktiv. Det er det bedste.”
Kroppen reagerer kraftigere på alkohol
Han oplever også, at kroppen reagerer kraftigere nu, hvis han begynder at drikke igen og skal stoppe. Så får han abstinenser og har det meget dårligt i tre-fire dage. Det kan også gøre det svært at holde op med at drikke igen. Men som han siger: ”Men man ved jo godt, at det går over igen. Men det kan godt være tre-fire hårde dage.”
Kroppen foretrækker et liv uden alkohol
Han er ikke i tvivl om, at kroppen foretrækker et liv uden alkohol: ”Jeg kan tydeligt mærke, at min krop godt kan lide ikke at få læsset tyve genstande ned om dagen. Den har det meget bedre. Jeg kan klare mange flere ting. Og har lyst til at gøre flere ting, end hvis jeg er beruset.”
Opdateret onsdag den 19. jul. 2023