Rygestopkursus i din kommune
Du kan ikke se videoer hvis du ikke har accepteret statistik cookies
Kursets varighed
Et rygestopkursus indeholder typisk 5-6 mødegange a 2 timers varighed. De første 4 mødegange mødes man med en uges mellemrum, mens man de sidste gange mødes med ca. 14 dages mellemrum. Kurset vil vare ca. 8 uger, hvor der oftest vil være 12-15 deltagere på et hold.
Første mødegang: I møder de andre i gruppen
Første mødegang vil man typisk bruge tiden på at lære de andre i gruppen bedre at kende, og rygestoprådgiveren vil fortælle, hvad du kan forvente i forløbet. I vil også tale om, hvorfor du ønsker at blive røgfri.
Som gruppe aftaler I en fælles dato for, hvornår I vælger at stoppe med at ryge. På den måde har I samme udgangspunkt og kan derfor bedre motivere hinanden samt dele og bruge hinandens erfaringer og udfordringer med rygestoppet.
Anden mødegang: I forbereder jer på rygestoppet
Anden mødegang begynder I at forberede jer på selve rygestoppet. Erfaringer viser nemlig, at jo bedre man forbereder sig på et rygestop, jo større chance har man for at det lykkes. I vil også tale om, hvilke rygestopmidler der findes, og hvordan I kan håndtere situationen, hvis rygetrangen opstår. Og I vil komme ind på, hvilke strategier I kan bruge til at aflede jeres rygetrang, så I kan modstå fristelsen til at ryge.
De resterende mødegange: I støtter hinanden i jeres rygestop!
De sidste fire mødegange taler I om, hvordan det er gået siden sidst.
- Hvordan var det at holde op med at ryge?
- Hvilke udfordringer har der været? Og hvordan har I løst dem?
- I vil også tale om, hvad I vil gøre fra nu af og få ideer til, hvad andre har gjort.
- Hvordan ser dit liv ud uden cigaretter?
- Hvordan holder du fast i rygestoppet?
- Og hvordan stopper du bedst med at bruge nikotinerstatningsprodukterne?
Derudover vil du også blive præsenteret for nogle korte meditationsøvelser og åndedrætsøvelser, der kan hjælpe dig når rygetrangen kommer.
Eventuelt tilskud til nikotinprodukter
Nogle kommuner giver tilskud til deltagernes nikotinprodukter. Det er forskelligt fra kommune til kommune.
Hvordan reglerne er i din kommune, vil du få at vide på kurset.
Læs mere på din kommunes hjemmeside
På din kommunes hjemmeside kan du se en beskrivelse af kurset, hvor tit der er et kursus, og hvordan du tilmelder dig.
Sådan har du bedst chance for at blive røgfri!
Hvis du vil stoppe med at ryge, så viser erfaringer, at du har størst chance for at blive røgfri, hvis du vælger at komme på et rygestopkursus og bruger nikotinerstatning.
Benyt dig af kommunens gratis rygestopkurser, hvor du kan få støtte og vejledning til at kvitte cigaretterne.
Uanset om du går på et rygestopkursus eller ej, er du stadig velkommen til også at bruge E-kvit, Stoplinien.dk eller ring til Stoplinien 80 31 31 31.
Opdateret mandag den 18. mar. 2024