Hverdagsmotion
Du kan ikke se videoer hvis du ikke har accepteret statistik cookies
Brusken gør, at leddet glider let
For at forstå hvorfor det er så vigtigt, kræver det en indføring i, hvordan et led er opbygget. Jeg vil prøve at vise det med en tegning af et knæ, men de samme principper gælder også for hoften.
Her har vi lårbensknoglen og skinnebensknoglen. Disse knogleender er begge beklædt med brusk, der gør at leddet kan glide lettere. Så har vi meniskerne. De to meniskers funktion er bl.a. at aflaste brusken ved at være ekstra stødpude. Rundt om leddet er ledkapslen, hvis væsentligste opgave er at producere ledvæske inden for kapslen. Ledvæsken er utrolig vigtig, da den tilfører brusken næring. Det er præcis her at træning og hverdagsmotion spiller en væsentlig rolle.
Brusken fungerer som en svamp - bevægelse gør, at den får suget væske til sig og bliver stærkere
For at styrke brusken kræver det nemlig at brusken får næring, og det foregår ligesom en svamp. Dvs. når du f.eks. går og lægger vægt på benet, så vil væsken blive presset ud, og når du løfter benet, så vil væsken blive suget ind igen. Brusken har altså brug for passende belastning og bevægelse, da det sørger for at der er en vekslen mellem at fjerne 'gammel' ledvæske og få ny næringsrig væske ind.
Ud over det, har vi ledbåndene omkring og i leddet. Disse sørger for at støtte og stabilisere leddet. Uden om leddet, finder vi musklerne, som dækker hele leddet. Det har til formål at stabilisere og bevæge leddet. Hvis du indimellem føler dig usikker på benet, og ikke stoler fuldt på at det kan holde dig, så er det særlig vigtigt at træne musklerne og deres evne til at samarbejde. I det hele taget har træning og hverdagsmotion, såsom at passe have, cykle, gå ture og at handle ind, positiv effekt i fht. din slidgigt. Har du brug for en hjælpende hånd til at komme i gang, kan du læse mere om konceptet GLA:D, som indeholder undervisning og -træning.
Se mere om livstil som behandling på GLA:Ds egen webside:
Godt Liv med Artrose i Danmark
Opdateret onsdag den 24. maj 2023