Symptomer på slidgigt i hoften
Du kan ikke se videoer hvis du ikke har accepteret statistik cookies
Flere årsager til smerten
Slidgigt i hoften kan give dig forskellige symptomer. Først og fremmest kan man få smerter. Man ved ikke med sikkerhed, hvorfor slidgigten gør ondt. Dette kan have flere årsager.
Den ødelagte bruskoverflade og den efterfølgende irritation kan udløse smerter. Man vil også ofte ubevidst forsøge at skåne den dårlige ledflade og dette kan føre til at muskler og sener omkring hoften bliver ømme og smertende.
I mange tilfælde kan du opleve, at det gør ondt, når du har siddet et stykke tid og skal i gang med at bruge hoften igen.
Slidgigt og smerte-triade
Når du så har gået lidt eller bevæget dig et stykke tid, lindres smerterne, men efter et stykke tid kommer smerterne igen, måske endnu stærkere, end de var i starten. Dette kalder man med et fagudryk for ”smerte-triade”, på grund af de 3 faser: smerter - lindring og smerter igen.
Smerterne kan være lokaliseret i lysken og nogle gange er der kun smerter i knæet på samme side. Dette kan være en udfordring, fordi man så i starten tror, at der er tale om slidgigt i knæet selvom den rigtige årsag er slidgigt i hofteleddet.
Dårlig bevægelighed i hverdagen
Da bruskoverfladen i hoften er ødelagt, glider knoglerne ikke så ubesværet mod hinanden, som når brusken er hel og fin. Stykker af brusk kan rive sig løs og sætte sig fast inde i leddet, så det ikke kan bevæges normalt. Samtidig vil den øgede væske og hævelse inde i knæet medføre, at bevægeligheden bliver dårligere og efterhånden bliver ledbånd og sener omkring hofteleddet kortere hvilket også medfører dårlig bevægelighed.
Når du har ondt i hoften og ikke kan bevæge dig almindeligt omkring og heller ikke kan sove om natten for smerter, påvirker det naturligvis din livskvalitet. Det er frustrerende ikke at kunne gå ture og ikke at kunne sove om natten for smerter. Særligt slemt bliver det, når det heller ikke hjælper at tage almindeligt smertestillende.
Opdateret onsdag den 24. maj 2023