Protein er byggesten
Det vil sige, du skal spise mere protein for at din krop kan reparere sig selv efter operationen.
Du kan ikke se videoer hvis du ikke har accepteret statistik cookies
Den mad vi spiser, kan opdeles i en række forskellige dele. Disse er kulhydrater, fedt, proteiner samt vitaminer og mineraler. Protein er kroppens byggesten. Protein er den vigtigste del af musklerne og organerne i kroppen. Nogle proteiner kan kroppen selv danne. Andre skal komme med den mad vi spiser.
Proteiner findes mest i mejeriprodukter, æg, fisk, kød og bønner.
Proteiner findes hovedsageligt i fødevarer der stammer fra dyr. Det vil sige for eksempel kød, pålæg, æg, fisk, mejeriprodukter. Ved mejeriprodukter forstås fx mælk, skyr, yoghurt og ost. Der er også proteiner i grønne bønner, bælgfrugter, linser og brød, men i mindre grad.
Du har mere brug for proteiner efter en operation
En operation får kroppens behov for protein til at stige. Det vil sige du skal spise mere protein for at din krop kan reparere sig selv efter en operation. Det gælder også selvom du måske ikke har smerter mere og såret har lukket sig. Det er derfor vigtigt, at du er opmærksom på at spise lidt ekstra af de proteinrige madvarer, når dit knæ eller din hofte skal hele igen.
Fordel proteinindtaget på hele dagen - ikke bare en bøf til aften
Det er vigtigt, at du fordeler proteinerne ud over hele dagen, så du får lidt til de fleste måltider. Ellers risikerer du at tære på proteiner fra eksempelvis dine muskler. Du skal tænke på at få protein lige fra morgenmad og til mellemmåltid om aftenen. Der går nemlig mange timer fra du spiser aftensmad, til du står op om morgenen og spiser morgenmad. Når du sover har kroppen nemlig også brug for proteinerne.
Opdateret fredag den 26. maj 2023