Reaktioner på en amputation
Du kan ikke se videoer hvis du ikke har accepteret statistik cookies
Rent fysisk får mange det hurtigt bedre, når de har fået fjernet deres syge ben. Smerterne bliver mindre, og følelsen af at være syg og svag forsvinder. Mange oplever, at de faktisk klarer sig bedre, end de gjorde, mens de havde problemer med sår og smerter. Nogle fortæller endda, at de skulle have ladet sig amputere meget tidligere. Så selvom det er en barsk omgang, så er der absolut håb for et godt liv bagefter.
Men at miste en del af sin krop, berører de fleste dybt. Det kan derfor være godt at huske sig selv på, at benet ikke længere fungerede normalt. Måske det endda truede dit helbred.
Bekymringer og reaktioner
At få amputeret et ben er på mange måder en stor livsforandring. Har du fået amputeret dit ben, kan du opleve forskellige reaktioner og bekymringer. Måske du er lidt modløs og tænker på, hvordan du nu skal klare dig i hverdagen? Det er en tanke, som næsten alle benamputerede har. Det kan være rigtig svært at forestille sig, hvordan man skal kunne klare sig uden sit ben. For andre fylder tanken om, hvordan andre ser på dem, når de mangler et ben eller en fod.
Du kan opleve følelser som angst, vrede, sorg og modløshed. Men også lettelse og taknemmelighed. Det er alle sammen naturlige reaktioner. Måske føler du, at du har mistet en del af dig selv. At du ikke er en hel person mere, og derfor befinder dig i en identitetskrise. Det kræver tid at acceptere, at du ikke er den samme mere.
Lige efter amputationen oplever mange, at de er overvældet af situationen. Perioden op til operationen har måske været hektisk, og måske har du haft mange smerter. Det kan også være, at dit forløb har været langt, og du derfor har haft tid til at vænne dig til tanken om en amputation. Uanset hvordan dit forløb har været, så kan det være en stor omvæltning, at miste en legemsdel.
Tal med andre
For de fleste er det en god hjælp at tale med andre om dine tanker. Du kan tale med din familie, en god ven eller kollega. Du kan også tale med personalet på sygehuset, eller der hvor du går til genoptræning.
Hvis du oplever, at du bliver ved med at være ked af det eller har mange tanker, som er svære at sætte ord på, kan du overveje at tale med din læge, sygeplejerske eller en psykolog eller præst. De har stor erfaring med at støtte mennesker igennem en sorg, som tabet af et ben kan være.
For mange er det en stor hjælp at tale med én, som selv har fået amputeret et ben. Det giver mod på fremtiden, når andre som selv har været i samme situation, kan give tips og opmuntring.
Du kan blandt andet finde støtte i Amputationsforeningen, som har lokale afdelinger rundt om i landet, og du kan finde støtte i Amputationskredsen.
Kilde
Filmene om diabetes er udviklet i et samarbejde mellem Region Sjælland og landets fem Steno Diabetes Centre og Diabetesforeningen.
Opdateret onsdag den 31. jul. 2024