Gå til indhold

Hvorfor skal jeg passe på mine fødder, når jeg har diabetes?

Når du har diabetes, er det ekstra vigtigt, at du passer godt på dine fødder. De er nemlig særligt udsatte, fordi personer med diabetes blandt andet har en højere risiko for nervebetændelse og sår på fødderne.

Du har en øget risiko for fodsår og nervebetændelse, hvis du over lang tid har et forhøjet blodsukker, blodtryk og kolesterol. Et højt blodsukker kan ødelægge de små blodkar og nerver i dine fødder.
Klik for at åben cookiepanel

Du kan ikke se videoer hvis du ikke har accepteret statistik cookies

Dine fødder skal bære dig gennem hele livet

En af de mest almindelige følgeskader ved en ikke velreguleret diabetes er, at følesansen i dine fødder gradvis ændres på grund af nerveskader. Det kaldes for nervebetændelse eller diabetisk neuropati. Det betyder, at du har en nedsat eller slet ingen følesans i fødderne. Ved nervebetændelse kan du derfor ikke mærke, hvis din sko klemmer eller hvis du har fået en sten i skoen. På den måde kan der hurtigt komme en vabel, en revne eller at sår på din fod, som du ikke lægger mærke til. Du kan se mere i filmen ”Nervebetændelse i dine fødder”.

Fodsår og nervebetændelse

Har du først fået et fodsår, kræver det professionel behandling fra sundhedspersonalet. Har du fået et fodsår og har du samtidigt et dårligt blodomløb, vil dit sår hele langsommere. I de værste tilfælde kan det betyde, at dit sår ikke heler og at du mister en tå eller dele af foden. Det er derfor meget vigtigt, at du undgår sår på dine fødder.

 

Har du først fået et fodsår er der også en øget risiko for, at såret kommer igen, hvis det ikke bliver aflastet korrekt.

 

Gode råd til, hvordan du passer godt på dine fødder

Du kan selv gøre følgende, for at passe godt på dine fødder:

  • Hold et stabilt blodsukker. Husk at du selvfølgelig ikke helt kan undgå lave og høje blodsukre. Men med et stabilt blodsukker kan du udskyde og måske helt undgå forandringer i dine fødder.
  • Kig dine fødder godt igennem hver dag. Det er ikke sikkert, at du kan mærke forandringerne i dine fødder. Det er derfor vigtigt, at du kigger dine fødder igennem hver dag. Du kan eventuelt bruge et spejl, hvis du har svært ved at nå. Kontakt din læge, sygeplejerske eller fodterapeut med det samme, hvis du oplever forandringer på dine fødder.
  • Gå jævnligt til fodterapeut. Minimum én gang om året. Husk du kan få tilskud.

 

 

Kilde

Filmene om diabetes er udviklet i et samarbejde mellem Region Sjælland og landets fem Steno Diabetes Centre og Diabetesforeningen.