Hvad er gastroparese?
Du kan ikke se videoer hvis du ikke har accepteret statistik cookies
Gastroparese er lammelse af mavesækken
Mavesækken har tre forskellige opgaver: Den skal opbevare den mad du spiser, blande maden med mavesaft for at starte fordøjelsen og sende maden videre til tyndtarmen.
Din raske mavesæk trækker sig sammen omkring 3 gange i minuttet. Hvis mavesækken ikke kan dette, ligger maden i mavesækken i længere tid end normalt og det betyder, at du har lammelse af mavesækken eller med andre ord: gastroparese.
Når du er rask, kan du normalt ikke mærke din mavesæk
Du kan mærke rumlen i maven, når du er sulten eller du bøvser, når du har for meget luft i maven, men ellers mærker du ikke selve mavesækken.
Hvis din mavesæk er rask, kan du dog stadig opleve at den kan blive midlertidigt lammet, hvis dit blodsukker ligger for højt, altså over 15 mM/l eller den kan trække sig sammen for hurtigt, hvis dit blodsukker er for lavt, altså under 3 mM/l.
Har du gastroparese, kan du opleve det på forskellige måder
- Du vil oftest få kvalme, opkastninger og mavesmerter, dog ikke sjældent alle symptomer på samme tid.
- Du kan opleve kvalme om morgenen, efter måltider eller hele tiden.
- Din mave kan også være oppustet, og det kan føles som om dit tøj er for stramt omkring din mave.
- Du kan miste appetitten og det vil være umuligt at spise et måltid af almindelig størrelse.
- Hvis lammelsen også påvirker dine tarme, så kan du opleve både diarré og forstoppelse.
- Det kan også være, at du begynder at tabe dig.
Når du har lammelse af mavesækken, kan du også opleve at dit blodsukker kan være vanskeligt at styre. Det er fordi lammelse af mavesækken forsinker maden i at komme ud i tarmen og derfor passer insulinens virkning og din blodsukkerstigning ikke sammen.
Du kan derfor opleve lavt blodsukker kort efter måltidet, fordi insulinen er i gang med at virke, men maden har ikke påvirket dit blodsukker endnu.
Det er helt almindeligt, at lammelse i mavesækken kommer og går.
Du kan føle dig rask i maven det meste af tiden, men kvalme, opkastninger og mavesmerter kan også være en del af hverdagen.
Kilde
Filmene om diabetes er udviklet i et samarbejde mellem Region Sjælland og landets fem Steno Diabetes Centre og Diabetesforeningen.
Opdateret onsdag den 31. maj 2023