Hvad er søvnapnø og hvilke symptomer er kendetegnet?
- Så kan det være, at de lider af tilstanden søvnapnø.
Du kan ikke se videoer hvis du ikke har accepteret statistik cookies
Snorken og unormal vejrtrækning
Søvnapnø er en sygdom, som dækker over en unormal vejrtrækning, når man sover. Søvnapnø er typisk forårsaget af, at luftvejen falder sammen, sådan at den blokeres. Så sker der det, at selvom du forsøger at trække vejret ind, kan du ikke flytte luften ned i lungerne. Dette er oftest fordi, at tungen er faldet tilbage og har tilstoppet luftvejen. Så opstår der de pauser i vejrtrækningen, som kaldes søvnapnø.
Spørg én du sover sammen med, om han eller hun har bemærket, om din vejrtrækning er normal, når du sover.
Symptomer på søvnapnø
Problemerne ved at have søvnapnø er mange og kan have mange forskellige konsekvenser. For det første kan søvnen blive forstyrret således, at du ikke kan opnå normal søvn.
- Symptomer på mangel på søvn kan være:
- At du ikke føler sig udhvilet om morgenen
- At du har trykkende hovedpine om morgenen
- At du føler dig søvnig i løbet af dagen og har svært ved at holde dig vågen
- At du oplever forværret hukommelse, glemsomhed og har vanskeligere ved at danne dig overblik
- At du ikke føler, at du bliver friskere af at sove.
Mærkeligt nok kan du også opleve, at du ikke kan falde i søvn. Dette kan være fordi, at du hele tiden vågner på grund af søvnapnøen, hver gang du netop er faldet i søvn. Nyere forskning indenfor søvnapnø viser, at kvinder oftere end mænd oplever dette symptom.
Søvnapnø kan også påvirke nogle kropslige systemer, som kan give symptomer fra andre kropsområder end hvad man umiddelbart tænker. Et klassisk eksempel kan være, at man skal op og tisse mange gange i løbet af natten.
Det sker fordi, at søvnapnøen stresser kroppen til at tro, at der er for meget væske i kroppen. Den forsøger derfor at udligne dette ved at øge produktionen af urin.
Natlig mundtørhed er også et typisk problem ved søvnapnø. Det opstår ved, at man forsøger at kompensere for vejrtrækningspauserne ved at trække vejret gennem munden frem for næsen.
Det er hårdt for både tænderne og slimhinderne at trække vejret gennem munden hele natten. Det kan samtidig være medvirkende årsag til at du får huller i tænderne, dårlig ånde og tandkødsbetændelse, men også tilfælde af kvælningsfornemmelse og svedtendens når du sover.
Du kan også opleve nedsat sexlyst eller symptomer på depression på grund af din søvnapnø.
Kontakt din læge hvis du oplever disse symptomer
Følgende tilstande kan søvnapnø være med til at fremme udviklingen af:
- Hjerteflimmer
- Forhøjet blodtryk
- Diabetes
- Blodprop i hjertet eller hjernen
Søvnapnø er en almindelig tilstand. og mange danskere har det. Det positive er, at der findes en virksom behandling, som kan gøre den natlige vejrtrækning normal igen.
Tal med din læge, hvis du kan genkende nogle af de ovenstående symptomer.
Kilde
Filmene om diabetes er udviklet i et samarbejde mellem Region Sjælland og landets fem Steno Diabetes Centre og Diabetesforeningen.
Opdateret onsdag den 31. maj 2023