Hvordan sammensætter jeg et sundt måltid?
Du kan ikke se videoer hvis du ikke har accepteret statistik cookies
Hvad må jeg egentlig spise, når jeg har diabetes?
Der findes ikke én korrekt måde at spise på. Det gælder, uanset om du har type 1-diabetes eller type 2-diabetes. Det kommer an på, hvad du gerne vil opnå. Vil du tabe dig? Vil du holde vægten? Vil du spise mindre kød eller vil du opnå et mere stabilt blodsukker?
Måltidets sammensætning og mængde
Når du spiser, handler det ikke kun om sunde og usunde fødevarer. Det handler i høj grad også om, hvordan du sammensætter dine måltider, og hvor meget du spiser.
Du kan overveje at vælge en tallerken, der ikke er alt for stor. De fleste af os fylder nemlig ubevidst tallerkenen op. Det vil sige, at jo større tallerkenen er, jo større portion spiser vi.
Y-tallerkenmodellen
Når du tager mad op på din tallerken, kan du med fordel bruge den såkaldte Y-tallerkenmodel. Den kan nemlig hjælpe dig med at synliggøre sammensætningen af dit måltid.
Forestil dig, at du har et stort Y, der inddeler din tallerken. Læg grøntsager på den ene side af stilken til Y-et. På den anden side lægger du kartofler, pasta, ris eller brød – vælg gerne fuldkornsprodukter.
I midten af Y’et er der plads til magert kød, kylling, fisk eller bælgfrugter. Der er også plads til sovsen – bare vælg en mager udgave.
Hvis du er mere sulten, kan du bruge samme fordeling.
T-tallerkenmodellen
Hvis du gerne vil tabe dig eller spise færre kulhydrater, kan du fordele din mad efter en anden model: T-tallerkenmodel.
Start med grøntsagerne så du er sikker på, at der er god plads til dem på din tallerken. Fyld halvdelen af din tallerken med grøntsager. De kan være tilberedte kogte eller rå. Vælg det, du bedst kan lide.
På den ene kvarte lægger du magert kød, kylling, fisk eller bælgfrugter. På den sidste kvarte lægger du kartofler, ris eller pasta – vælg gerne fuldkornsprodukter. Du kan fint supplere med mager sovs.
Hvis du er mere sulten, kan det være en god idé at spise flere grøntsager og ikke mere pasta eller kød.
Kilde
Filmene om diabetes er udviklet i et samarbejde mellem Region Sjælland og landets fem Steno Diabetes Centre og Diabetesforeningen.
Opdateret fredag den 14. jul. 2023