Diabetes og angst
Du kan ikke se videoer hvis du ikke har accepteret statistik cookies
Angst kan være nyttig
Men hvis angst fylder alt for meget i dit liv, forhindrer dig i at gøre det, du gerne vil, eller påvirker dine sundhedsvaner, så skal du gøre noget ved angsten.
Symptomer på angst
Når du bliver bange for noget, vil du typisk mærke en række symptomer i kroppen. Det føles meget ubehageligt, og det vil du selvfølgelig helst undgå. Det er godt, hvis det betyder, at du undgår skadelige og farlige ting. Men mindre godt, hvis du undgår situationer, der betyder noget for dig. Hvor det var bedre for dig at forsøge at overvinde angsten og tage kampen op.
Angst må nemlig ikke forhindre dig i at gøre det, der er sundt for dig, godt for dit humør eller vigtigt for dig og din familie. Det kan for eksempel være at rejse, være fysisk aktiv, være alene, være sammen med mange mennesker og handle ind.
Angst og lavt blodsukker
Angst kan være særlig skadeligt, når du har diabetes. Det gælder for eksempel, hvis du har angst for lavt blodsukker og dermed lægger dit blodsukker alt for højt for at føle dig tryg. For andre kommer angsten for et lavt blodsukker til udtryk ved overdrevent mange blodsukkermålinger. Det kan være invaliderende for din hverdag og dit sociale liv, hvis du måler dit blodsukker op til 20 gange i døgnet.
Derudover ligner symptomer på angst og på lavt blodsukker hinanden. Det kan derfor være svært at mærke, om det er angst eller et lavt blodsukker, som er grunden til hjertebanken, rysten eller sved. Det kan derfor blive en ond cirkel, hvor du reagerer på et lavt blodsukker, som reelt er angstsymptomer.
Du skal søge hjælp
- Hvis du ofte eller næsten hele tiden føler dig bekymret og urolig
- Hvis du undgår helt almindelige ting og situationer på grund af angst
- Hvis din angst påvirker diabetes negativt
Angst kan behandles, så det kan blive bedre og mindre forstyrrende for dig.
Hvis du har brug for hjælp til din angst, kan du få henvisning til psykolog med tilskud hos din praktiserende læge. Du kan også spørge dit diabetesambulatorium, om de har en psykolog tilknyttet.
Det kan du selv gøre
Vær åben om din angst over for dine pårørende og behandlere. Det er ofte en lettelse at sætte ord på angsten. Samtidig har dine omgivelser brug for at vide, hvorfor du handler, som du gør for bedst muligt at kunne støtte og rådgive dig.
Forsøg at udfordre din angst med små skridt. Start med det, du er tryg ved, tag ét trin ad gangen – lige indtil du kan det samme, som du kunne før.
Kilde
Filmene om diabetes er udviklet i et samarbejde mellem Region Sjælland og landets fem Steno Diabetes Centre og Diabetesforeningen.
Opdateret torsdag den 17. okt. 2024