Hvordan vil jeg gerne leve med min diabetes?
Du kan ikke se videoer hvis du ikke har accepteret statistik cookies
At leve et godt liv handler i høj grad om, hvordan du trives
Nogle mennesker bliver så udfordrede og belastede af deres diabetes, at det går udover deres livskvalitet.
Det hænger sammen med de mange opgaver og hensyn, som diabetes kræver i hverdagen. Måske du kan genkende oplevelsen af, at diabetes er en tidskrævende sygdom, som du skal tage hensyn til flere gange dagligt i forhold til din mad, fysisk aktivitet, insulin og blodsukkermålinger.
Det store fokus på planlægning kan betyde, at du oplever, at diabetes fylder for meget i hverdagen, og at den stjæler af din tid og energi. Det er derfor helt normalt, hvis du sommetider føler dig belastet af diabetes. Det kan føles som om, at du er på overarbejde.
Balancen mellem diabetes og dit øvrige liv
Det er helt normalt, hvis du synes, det er svært at balancere diabetes med dit øvrige liv. Måske synes du, at diabetes fylder mere i nogle perioder frem for andre. Du kan også opleve, at du i nogle perioder har det fint med diabetes, mens du i andre perioder ikke magter den. Det er særligt i de perioder, hvor diabetes fylder negativt, at du kommer til at tænke over, hvordan du gerne vil leve med diabetes.
Hvis du nogen gange føler dig frustreret, vred eller ked af det, når du oplever, at din diabetes står i vejen for de ting, du ellers ønsker skal være en del af dit liv, skal du vide, at det er helt normalt. Du kan ikke fjerne diabetes. Men du kan forsøge at skrue op for din livskvalitet, så du fylder din hverdag med det, som du gerne vil i livet.
Hvad gør dig glad?
Derfor kan du tænke over hvem og hvad, der betyder noget for dig i dit liv og i små skridt arbejde for at bruge lidt mere energi på dem og det, der betyder noget for dig. Du kan for eksempel omgive dig med de mennesker, du holder af og du kan lave ting, både store og små, som gør dig glad.
Prøv at bruge lidt tid på at tænke over, hvem og hvad, der betyder noget for dig. Hvor meget og på hvilken måde skal diabetes fylde? Hvad skal der ellers være plads til i din hverdag? Hvad gør dig glad i livet?
Du kan ikke fjerne diabetes, men du kan arbejde med at tilføre det til din hverdag, der betyder noget for dig, og rette dit fokus herhen.
Kilde
Filmene om diabetes er udviklet i et samarbejde mellem Region Sjælland og landets fem Steno Diabetes Centre og Diabetesforeningen.
Opdateret torsdag den 17. okt. 2024