Gå til indhold

Pårørende i sundhedssystemet - din viden er vigtig

Er du pårørende til én, der har diabetes, så er du en vigtig person i sundhedssystemet, fordi størstedelen af behandlingen foregår i hverdagen og hjemme.
Klik for at åben cookiepanel

Du kan ikke se videoer hvis du ikke har accepteret statistik cookies

Som pårørende har du vigtig viden

Derhjemme har du som pårørende ofte et godt indblik i, hvordan det er at leve med diabetes.

Måske synes du ikke, at din viden fra hverdagen med diabetes er vigtigt. Men det er den. Derfor kan det være en fordel, at du som pårørende er med til konsultationer.

 

Deltag gerne i konsultationer

Spørg personen med diabetes, om det er okay, hvis du går med til konsultationer eller undersøgelser. Der bliver ofte givet mange informationer hos behandleren. Det er derfor en fordel at være to til at høre efter, to til at stille spørgsmål og to til at fortælle andre, hvad behandleren har sagt. Når I er to, har I efterfølgende mulighed for at tale sammen og på den måde bedre forstå tingene sammen.

Deltager du i konsultationer, vil du få viden om diabetes og forståelse for sygdommen, som du måske ikke ville have, hvis personen med diabetes havde genfortalt, hvad behandleren havde sagt. Du kan derfor opleve at blive mere tryg ved diabetes, fordi du får mulighed for at spørge ind og være en større del af behandlingen.

 

Tal sammen på forhånd

Det kan være en god idé på forhånd at have aftalt, hvad I ønsker at tale med behandleren om. Det er vigtigt, at du som pårørende ikke fortæller mere end, personen med diabetes ønsker. Selvom det er jeres fælles liv, så er det vigtigt, at du som pårørende respekterer, at det er hans/hendes krop. Men er du bekymret, er det vigtigt, at du giver udtryk for din bekymring. Tal sammen om, hvordan din bekymring kan få plads i konsultationen.

 

Byd selv ind

Nogle steder er pårørende endnu ikke en selvfølgelig del af sundhedsvæsenet. Det betyder, at du som pårørende selv skal byde ind med spørgsmål, forslag og viden om din pårørendes diabetes.

Din viden er vigtig, og der kan være fordele i, at du er med som pårørende, både for dig selv og personen med diabetes.

 

Kilde

Filmene om diabetes er udviklet i et samarbejde mellem Region Sjælland og landets fem Steno Diabetes Centre og Diabetesforeningen.