Træningsformer: Kondition, styrke og lav intensitet
Du kan ikke se videoer hvis du ikke har accepteret statistik cookies
Konditionstræningen forbedrer udholdenhed
Konditionstræning er træning, hvor du bliver forpustet og får en høj puls. Den varer gerne længere tid – for eksempel 20-30 minutter. Hvis du ønsker at lave denne form for træning under dialyse, kan du bruge en sengecykel til formålet.
Styrketræning forbedrer muskelstyrken
Styrketræning er kendetegnet ved, at du laver øvelser med høj belastning, som kun kan udføres med 10-15 gentagelser uden pause. Hvis du ønsker at lave denne form for træning under dialyse, kan du for eksempel bruge træningselastikker til formålet.
Man kan også træne med lavere intensitet
Denne træningsform strækker sig over tid, men du bliver mindre forpustet, end når du konditionstræner. Træning med lavere intensitet kan være en del af forebyggelse og behandling af visse sygdomme, blandt andet type 2-diabetes. Hvis du ønsker at lave denne form for træning under din dialyse, kan du bruge sengecykel og/eller træningselastikker.
Hvilken træningsform, man ønsker, er individuelt. Du kan med fordel kombinere de forskellige former for træning.
Har man type 2-diabetes, er træning en anerkendt og effektiv del af behandlingen. Sådan er det også, hvis man har nyresvigt. Træningen kan være med til at behandle for højt blodsukker.
Uanset om man bliver behandlet med dialyse eller ej, gælder vores anbefaling om daglig fysisk aktivitet for alle. Anbefalingen er, at man dagligt skal være fysisk aktiv i minimum 30 minutter med moderat intensitet. Det vil sige, at man bliver lettere forpustet. Man skal derudover gerne træne minimum to gange om ugen med højere intensitet, som ved konditions- eller styrketræning.
Kilde
Filmene om diabetes er udviklet i et samarbejde mellem Region Sjælland og landets fem Steno Diabetes Centre og Diabetesforeningen.
Opdateret onsdag den 23. okt. 2024