Hvordan behandler man type 1-diabetes?
Du kan ikke se videoer hvis du ikke har accepteret statistik cookies
Sådan tager du insulin
Du kan ikke tage insulin som en pille. Insulin skal derimod tages som en injektion. Det vil sige, at du skal sprøjte insulin ind i kroppen.
Du kan tage insulin enten med en insulinpen eller med en insulinpumpe.
Insulinpen
Tager du insulin med en pen, skal du tage insulin flere gange om dagen. Du skal for eksempel tage insulin, inden du skal spise eller, hvis dit blodsukker er for højt. Det betyder, at du altid skal have din insulinpen med på farten.
De fleste personer sprøjter insulinet ind i maven eller i låret. Du skal sprøjte insulin ind i underhuden med en meget kort og tynd nål. Nålen er mellem fire og seks millimeter lang.
Insulinpumpe
Har du en insulinpumpe, får du insulin fra pumpen. Det betyder, at du ikke skal stikke dig selv hver gang, du skal have insulin. Fra pumpen går en tynd slange med en plastiknål for enden, som skal placeres i underhuden. Du skal skifte nålen cirka hver tredje dag.
Det er vigtigt at vide, at pumpen ikke tænker selv. Du skal selv indtaste, hvor højt dit blodsukker er, og hvor meget du spiser. Pumpen giver dig så den insulinmængde, den har beregnet, du skal have.
Individuel tilpasning af insulinbehandling
Det er individuelt, hvor meget insulin man har brug for. Det er også forskelligt, hvor ofte man har behov for insulin. De fleste tager insulin flere gange om dagen.
Der findes forskellige slags insulin. Noget insulin virker hurtigt, og hjælper med at få dit blodsukker hurtigt ned, når du for eksempel spiser. Andet insulin virker langsomt, og hjælper med at holde dit blodsukker nede, når du for eksempel sover.
For at vide, hvor meget insulin du har brug for, skal du måle dit blodsukker flere gange i løbet af døgnet. Dit behov for insulin varierer dagen igennem. Behovet for insulin afhænger af, hvad du spiser og drikker, men også af hvor fysisk aktiv du er. Derudover påvirker stress, sygdom, træthed og dit humør også dit blodsukker.
Det betyder, at alle personer med type 1-diabetes har brug for et hjælpemiddel, der kan måle blodsukkeret. Det kan være et blodsukkerapparat eller en blodsukkersensor. De fleste måler blodsukkeret ved hjælp af et blodsukkerapparat, en såkaldt fingerprikker og teststrimler. Nogle har en sensor. Den sidder fast på kroppen og måler løbende dit blodsukker.
Diabetesambulatorium
Sammen med din diabetesbehandler aftaler du, hvor ofte du skal komme til konsultation på sygehuset. Mange kommer til konsultation hver tredje eller sjette måned. I resten af tiden har du selv ansvaret for behandlingen med insulin, blodsukkermålinger osv. Det er derfor vigtigt, at du ved, hvordan du skal håndtere din type 1-diabetes i hverdagen.
På de fleste diabetesambulatorier er der altid en hotline, du kan ringe til, hvis du har brug for råd eller vejledning omkring type 1-diabetes.
Din diabetesbehandler vil sammen med dig sammensætte den bedste behandling til dig. Du skal være opmærksom på, at diabetes ofte ændre sig over tid, hvilket din behandling også vil gøre.
Kontakt altid din diabetesbehandler, hvis du har spørgsmål til din behandling.
Kilde
Filmene om diabetes er udviklet i et samarbejde mellem Region Sjælland og landets fem Steno Diabetes Centre og Diabetesforeningen.
Opdateret onsdag den 25. okt. 2023