Helt normalt at reagere psykisk
Når du bliver diagnosticeret med en kronisk sygdom, kan det føre til mange forskellige og som oftest negative følelser. Det kan være følelser som bekymring, vrede, tristhed, usikkerhed, angst eller depression. Det er helt normalt. Det er en reaktion på din situation, og det er noget, som kroppen skal vænne sig til. Du skal ikke kun vænne dig til tanken om at have en kronisk sygdom, men også de begrænsninger som sygdommen bringer med sig.
Vi er forskellige som mennesker og derfor reagerer vi forskelligt. Du vil derfor også reagere afhængigt af, hvem du er.
Mulige reaktioner
Mulige reaktioner kan være, at du nemmere bliver irriteret, er opfarende og har et svingende humør. Eller måske bekymrer du dig mere, end du plejer?
Du kan også opleve spændinger og indre uro. Måske har du svært ved at finde glæde ved aktiviteter, som du tidligere var glad for. Eller måske bliver du nemmere rørt og ked af det?
Nogle oplever også, at de har svært ved at koncentrere sig om at se en god film eller læse en bog. Eller at de har svært ved at tale om deres tanker eller bekymringer.
Andre psykiske reaktioner kan være, at du har svært ved at falde i søvn, eller at du vågner flere gange om natten. Eller måske har du mindre lyst til sex?
Rent faktisk oplever 1 ud af 4 patienter med hjertesvigt depression eller angst i mild til svær grad. Og har man f.eks. kræft eller KOL har man også større risiko for at få depression eller angst.
Vær opmærksom på langvarige reaktioner
Selvom depression, angst eller frygt er en almindelig følelse, som kan hjælpe dig til at reagere på en bestemt situation, så er det vigtigt at være opmærksom på, om disse følelser bliver hængende.
Hvis du ikke kan ryste dem af dig, og de griber forstyrrende ind i dit hverdagsliv, så er de ikke længere hjælpsomme men et problem. Du skal derfor ikke bare acceptere situationen og lære at leve med angst eller depression. Søg hjælp i stedet - for der kan gøres noget ved det!
Du kan få hjælp fra din egen læge, hvor du kan få en henvisning til en psykolog eller på eget initiativ henvende dig til en psykolog.
