I filmen fortæller Jens, at han har ligget på sengestuer med store og stærke folk, der rystede af angst for døden. Jens føler sig heldig med, at han ikke selv har det sådan, for det må være helt forfærdeligt.
Værst for de pårørende
Jens har været tæt på at dø flere gange, men er hver gang blevet genoplivet. Så han er meget bevidst om, og afklaret med, at han på et eller andet tidspunkt skal herfra. Han mener, at det er langt værre for de pårørende, for det er jo dem, der oplever at miste.
Filmen er udtryk for den medvirkendes personlige erfaringer og holdninger.
