Råd til undervægtige
Har du hjertesvigt, kan du være udmattet og træt, fordi du bruger meget energi på at trække vejret. Derfor kan du opleve, at du ikke har overskud og appetit til at spise det, som din krop har brug for. Din vægt kan blive for lav, og det skal du være opmærksom på.
Du kan ikke se videoer hvis du ikke har accepteret statistik cookies
Kostens konsistens
Blød og flydende mad er nemmere at spise end fast mad, som skal tygges meget. Prøv at spise fisk, kødsovs, kødboller eller forloren hare. Bløde retter kan også være tykke supper med fløde eller cremefraiche, samt desserter som fromage eller flødeis.
Spis mange proteiner
Diætist Jane Jessen fortæller i videoen, hvor vigtigt det er, at du spiser mange kalorier og især proteiner, som findes i kød, fisk, fjerkræ, æg, ost og mælkeprodukter.
Begræns frugt og grønt
Frugt og grønsager er ikke lige så vigtige, når du ikke har ret meget appetit. I grøntsager og frugt er der ikke særligt meget energi. Du kan i stedet overveje, at supplere med en vitaminpille.
OBS: I videoen vises et billede af den røde Cremefine, der kan anvendes som alternativ til flødeskum, dvs. IKKE i varm mad. Det er den blå Cremefine, der kan anvendes til madlavning.
Kilde
Fagmedarbejder Jane Jessen, klinisk diætist
Opdateret torsdag den 29. jun. 2023