Rygning og strålebehandling
Du kan ikke se videoer hvis du ikke har accepteret statistik cookies
Rygning forringer strålebehandlingens virkning
Hvis du er ryger, anbefaler vi, at du holder op med at ryge, inden du begynder på din strålebehandling, da det er påvist, at strålebehandlingen virker dårligere, når man ryger. Det skyldes, at kulilten fra rygning på mange måder modarbejder strålernes virkning og kan forværre de bivirkninger, som du kan få af strålebehandlingen.
Når du ryger løber kulilten rundt i hele dit kredsløb og forkalker blodårerne. Kulilten gør det sværere for blodet at optage den nødvendige ilt, da kulilten overtager pladsen. Det får betydning, da strålebehandlingen udnytter ilten i cellerne. Jo mere ilt der er tilstede i en kræftcelle, jo bedre er strålerne til at slå cellen ihjel.
Gener af bivirkninger kan forværres pga. rygning
Derudover kan generne ved de bivirkninger, som du måtte få på grund af strålebehandlingen, forværres. For eksempel påvirker nikotinen blodforsyningen til din hud, da den får de små blodkar til at trække sig sammen. Det betyder, at der kommer mindre blod ud til hudens yderste lag. Det kan betyde, at din hud ikke er lige så modstandsdygtig overfor belastninger, som den ellers ville være. Og derfor kan du opleve, at hudgener som tynd og tør hud, hudløshed og lignende bliver forværret.
Rygning forringer dit immunforsvar
Generelt er rygning med til at forringe dit immunforsvar, således at din modstandskraft over for infektioner er nedsat. Det kan for eksempel betyde, at du nemmere får svamp i munden, betændelse i tandkødet eller andet.
Hjælp til rygestop
Vi lægger stor vægt på, at du opnår det bedst mulige resultat af din strålebehandling. Derfor vil vi gerne hjælpe og støtte dig i at stoppe med at ryge. Forskning viser også, at der er mindre risiko for at kræften kommer tilbage efter endt behandling, hvis man holder op med ryge. Der er derfor al mulig grund til at holde op med rygningen.
Hvis du ikke kan eller ønsker at stoppe med at ryge, opfordrer vi kraftigt til, at du ikke ryger 3 timer inden, du skal have din strålebehandling – og i det hele taget ryger så lidt som muligt.
Samtidig er vi også fuld af forståelse for, at det kan være svært at holde op med at ryge i en situation, hvor du er er stresset og bekymret på grund af din sygdom. Men du kan også se det som en ting, du kan gøre for dig selv for at opnå bedst muligt resultat af behandlingen.
Har du brug for hjælp og vejledning til rygestop, kan du henvende dig til personalet, som kan komme med forslag til, hvor du kan få hjælp i dit lokalområde.
Opdateret mandag den 17. jul. 2023