Sådan foregår scanning som forberedelse til strålebehandling
Du kan ikke se videoer hvis du ikke har accepteret statistik cookies
Planlægningsscanningen
Der bruges forskellige former for scanninger: CT-scanning, PET/CT-scanning og MR-scanning. Nogle gange bruges en kombination af dem.
Fælles for scanningerne er, at de kun bruges til at planlægge strålebehandlingen. Du får derfor ikke svar på scanningen.
Denne forberedende scanning kalder vi en ”planlægningsscanning”.
Du kan ikke mærke strålerne fra scanninger. Nogle oplever det dog som klaustrofobisk at ligge i scanneren. Hvis du på forhånd ved, at det kan blive svær at gennemføre scanningen på grund af smerter, skal du huske at tage noget smertestillende medicin hjemmefra.
Nogle gange anvendes kontraststof
Nogle scanninger kræver, at man bruger kontraststof for at kunne se, hvor kræftknuden sidder.
Hvis du skal have kontraststof, vil du få det sprøjtet ind gennem en blodåre i albuebøjningen. Stikket i armen svarer til at få taget en blodprøve. Når kontraststoffet sprøjtes ind, kan du et kort øjeblik mærke en bølge af varme igennem kroppen, du kan få metalsmag i munden og få en fornemmelse af at skulle tisse.
Kontraststoffet udskilles typisk indenfor 1 døgn i urinen og du skal sørge for at drikke min 2 liter væske.
Selve scanningen
Planlægningsscanningen foregår på næsten samme måde, som når du efterfølgende skal have din strålebehandling. Du vil derfor kunne genkende proceduren, når du begynder på din strålebehandling.
For at den fremtidige behandling skal lykkes bedst muligt, er det vigtigt, at du ligger helt stille, stabilt og præcis på samme måde, hver gang du kommer til strålebehandling. Vi vil derfor lejre dig med specialudstyr, f.eks. puder, stativer og andet, der kan være med til at sikre, at du ligger præcis, som du skal.
Hvis du skal behandles på hoved eller hals, vil du få specialfremstillet en maske, som hjælper dig med at holde dit hoved i den samme stilling, hver gang du kommer til behandling. En sådan maske kan godt virke klaustrofobisk, men de fleste vænner sig til at have den på.
Du skal ligge helt stille under scanningen!
Da du vil komme til at ligge i samme stilling mange gange, er det derfor vigtigt, at du siger til, hvis du ikke synes, at du ligger godt, inden du bliver scannet.
Det er vigtigt, at du ligger helt stille, når scanningen begynder – og du må ikke røre dig med mindre, du får besked på det.
Når du er blevet lejret på den mest hensigtsmæssige måde, vil noget laserlys vise nogle krydser på din krop. Efter scanningen vil personalet sætte nogle få og meget små tatoveringsprikker, som kan fjernes igen efter 6 måneder. De hjælper med til at sikre at du ligger korrekt ved hver strålebehandling. Tatoveringsprikkerne bliver lavet med en lille nål. Det føles som at blive stukket til blodprøve.
Det praktiske
Det er altid muligt at komme i kontakt med personalet under scanningen.
Det varierer, hvor meget tøj du må beholde på under de forskellige scanningsformer. I de fleste tilfælde kan du beholde tøjet på, undtaget på det område, som skal strålebehandles. Ved MR-scanning skal alt tøj, der indeholder metal tages af.
Opdateret mandag den 17. jul. 2023