Sådan foregår strålebehandling
Du kan ikke se videoer hvis du ikke har accepteret statistik cookies
Forberedelserne til strålebehandling
Strålebehandlingen planlægges ud fra den scanning, som du har fået foretaget forinden.
De steder med sygdom, som skal strålebehandles, indtegnes på scanningen. De organer, der ligger tæt på det område, der skal behandles, bliver også indtegnet, for at vi så vidt muligt, kan undgå at behandle raske områder.
Moderne stråleudstyr er meget præcist og det betyder, at vi med stor sikkerhed kan ramme det område, der skal behandles.
Behandlingen er skræddersyet til dig
Man kan ikke give strålebehandling uden også at ramme det raske væv. For at skåne det raske væv mest muligt bruger vi derfor meget tid på at finde den bedst mulige måde at give strålebehandlingen på i netop dit tilfælde.
Din behandling bliver ikke startet, før den bedste løsning er fundet. Hvis vi har problemer med at finde den bedst mulige måde at give strålebehandlingen på, taler vi med dig om det, inden behandlingen starter.
Selve strålebehandlingen
Strålebehandlingen foregår ved, at du ligger på et leje på samme måde, som da du fik foretaget planlægningsscanningen. Før hver strålebehandling bliver der foretaget en røntgenundersøgelse eller en ”mini” CT-scanning for at sikre, at du ligger helt rigtigt. I processen med at finde den rigtige liggeposition til dig, kan du godt opleve at blive skubbet og puffet til, fordi det er vigtigt, at du kommer til at ligge rigtigt.
Når vi har rettet dig på plads, kan vi give dig strålebehandlingen.
Stråleapparatet giver dig behandling fra én eller flere forskellige positioner og laver en svag summen, når den er i gang.
Du kan ikke mærke, se eller lugte strålerne.
Det praktiske
Du må godt beholde tøjet på, men området som skal behandles og de små tatoveringsprikker, der laves ved planlægningsscanningen, skal være synlige.
Du ligger alene i rummet, når strålingen begynder, men vi kan følge behandlingen på skærmene i betjeningsrummet. Og vi holder øje med dig under hele behandlingen, og du kan altid kalde på hjælp, hvis du har brug for det. Du må gerne tage en pårørende med til behandlingen, men han eller hun må vente i venteværelset under behandlingen.
Selve behandlingen inklusiv tiden med at blive lejret korrekt tager omkring 15 minutter, mens selve strålebehandlingen ofte kun tager nogle minutter.
Du kan tage hjem umiddelbart bagefter.
Opdateret mandag den 17. jul. 2023