Bivirkninger fra huden ved strålebehandling
Du kan ikke se videoer hvis du ikke har accepteret statistik cookies
Reaktioner fra huden
Når du får strålebehandling, kan du få bivirkninger fra huden. Det er individuelt, hvordan huden reagerer på strålebehandlingen. Nogle vil kun få en mindre reaktion, mens andre vil opleve en større reaktion. Graden af bivirkninger fra huden er blandt andet afhængig af, hvor mange strålebehandlinger, der skal gives i alt.
Hvornår kommer hudreaktionen eventuelt?
Som oftest begynder hudreaktionen først efter 1 – 2 ugers behandling. Hudreaktionen topper ofte 1-2 uger efter afsluttet behandling. Herefter aftager den gradvist. Som oftest vil hudreaktionen være aftaget en måned efter endt behandling.
Hvordan komme hudreaktionen til udtryk?
Under selve strålebehandlingen kan hudreaktionen være alt fra ”lidt rødme” til ”meget rød” i det behandlede område, og huden kan blive tør eller fugtig afskallende. Der kan komme små røde, kløende knopper og hævelse af området. Både hudreaktionen og hævelsen kan hos nogle give lette smerter.
Hvor ses hudreaktionen?
Man ser ofte en øget hudreaktion, hvor der er hudfolder og på varme fugtige områder, som for eksempel på inderlår, i skridtet, i armhuler og bag ørerne.
Lindring af hudreaktioner
Hvis du udvikler en hudreaktion i forbindelse med strålebehandlingen, vil de stråleterapeuter, som giver behandlingen, vejlede dig i, hvordan du kan lindre hudreaktionen. Og du vil få udleveret cremer og bandager. Har du smerter, vil du få smertestillende medicin. Hvis der opstår sværere hudbivirkninger med for eksempel infektion, vil du blive tilset og behandlet af lægerne.
Hos nogle udvikles der mere kroniske forandringer med pigmentforandringer, karsprængninger i huden og fortykkelse af huden.
Ting du selv kan gøre for at lindre og minimere hudreaktion
- Der er en række ting, som du selv kan gøre for at lindre og minimere en hudreaktion.
- Du bør vaske området, hvor du får strålebehandling dagligt. Du kan anvende mild parfumefri sæbe eller vand alene. ”Dup” området tørt med et håndklæde frem for at tørre det, som du plejer.
- Anvend endvidere en parfumefri fugtighedscreme to gange dagligt på området. Det er vigtigt, at cremen er trængt ind i huden inden dagens strålebehandling. Cremen kan ikke forhindre en hudreaktion – men kan lindre kløe og irritation samt bidrage til hurtigere normalisering af huden efter endt behandling.
- Undgå stramtsiddende tøj, hvor du får strålebehandlingen - og anvend tøj af bomuld eller silke. Det giver huden mulighed for at ”ånde” - og løst tøj nedsætter tøjets friktion mod huden, som kan give irritation og eventuelt smerter.
- Undgå også at fjerne hårvækst fra det behandlede område, hvis det er det sted, hvor du plejer at fjerne hårvækst – alternativt brug en elektrisk barbermaskine. Dermed undgår du at irritere huden unødigt. Der er undtagelser fra denne regel. Men gælder det dig, vil du blive informeret om det.
- Du skal endvidere undgå karbad, klorvand og havbad, indtil huden er helet efter endt strålebehandling.
- Undgå endvidere at ryge - og drik kun alkohol i begrænset mængde, da det kan øge risikoen for hudgener.
- Du skal undgå direkte sol og solarie på det bestrålede område i op til et år efter afsluttet behandling. Når du er udendørs, skal du beskytte det bestrålede område mod direkte sol med tøj som yder den bedste beskyttelse, eller med solcreme med høj solfaktor.
I forbindelse med strålebehandlingen vil du modtage individuel information og vejledning af lægen og stråleterapeuterne lige præcis i forhold til den behandling, som du skal modtage. Følg altid vejledningen – og stil gerne læge og stråleterapeut uddybende spørgsmål.
Opdateret mandag den 17. jul. 2023