Delir
Du kan ikke se videoer hvis du ikke har accepteret statistik cookies
Symptomer
Hvis du som pårørende til en uhelbredelig syg oplever, at personen bliver forvirret, fysisk urolig, uklar og måske får hallucinationer, kan der være tale om den tilstand, der kaldes delir. Tilstanden kan veksle i løbet af døgnet, hvor personens tilstand skifter mellem at være rolig til at være aggressiv, tale sort og måske forsøge at komme ud af sengen. Det er ofte værst om aftenen og natten. Tilstanden kan blive meget alvorlig for den syge, og tilstanden skal derfor behandles hurtigt.
Årsager
Der kan være mange forskellige grunde til at tilstanden opstår for eksempel: blærebetændelse, måske en fyldt blære eller smerter - men ofte ved man ikke hvorfor. Ved tegn på uro og delir er det vigtigt at kontakte hjemmesygeplejerske eller læge. Hvis der er en udløsende faktor, skal denne behandles. Det kan derfor være nødvendigt at indlægge eller at give beroligende medicin.
Tilstanden kan virke skræmmende
Det er vigtigt som pårørende at være forberedt på, at tilstanden kan opstå. Det kan virke meget skræmmende, fordi man slet ikke kan genkende personen eller forudsige, hvordan han/hun opfører sig.
Fjern stimuli fra den syge
Hvis tilstanden er afklaret for, om der f.eks. er infektion eller lignende, kan du som pårørende lindre ved at fjerne så mange stimuli omkring den syge som muligt. Det vil sige, at man forsøger at skabe ro omkring den syge og opretholder en naturlig dagsrytme og omgiver den syge med kendte personer.
Se også:
Opdateret mandag den 17. jul. 2023