Gå til indhold

Kontrastsynet

Nedsat kontrastsyn gør det sværere at skelne objekter, især i svagt lys.
God belysning og klare kontraster kan lette dagligdagen.
Klik for at åben cookiepanel

Du kan ikke se videoer hvis du ikke har accepteret statistik cookies

Vores øjnes evne til at skelne kontraster forringes hele livet. Det er helt normalt.

Kontraster er i denne sammenhæng forskellen mellem et objekt og dets baggrund.

Hvis kontrastsynet er nedsat, opleves det vi ser mere sløret og udvisket, og farverne bliver mere matte.

Kontrastsynet måles på en kontrasttavle. Jo længere ned, man kan læse, jo bedre er kontrastsynet.

Forkerte briller eller øjensygdomme som grå stær, grøn stær og AMD kan påvirke kontrastsynet negativt.

På en normal synstavle måler man synsstyrken på en helt hvid tavle med helt sorte bogstaver.

Men verden er ikke helt sort og hvid.

Så hvis man sammenholder synet målt på den normale synstavle med målingen af kontrastsynet, får man et mere eksakt billede af det funktionelle syn. Det reelle syn. Det syn vi ser verden med.

Med et nedsat kontrastsyn kan man altså opleve synsmæssige vanskeligheder, selvom synsstyrken er helt normal.

Føler du dig utryg, når du kører bil om aftenen eller om natten, kan det være fordi dit kontrastsyn er nedsat.

Om dagen oplever du måske ikke problemer, fordi der er lys nok, men når der er tusmørke eller helt mørkt, kan det være sværere at se huller i vejen eller skift i underlaget.

Hvis man har et meget nedsat kontrastsyn, kan man også i dagslys opleve besvær med at se niveauforskelle, fordi man ikke kan se skyggerne.

Hvis man ikke kan se skyggerne, kan det være utrolig svært at se forskel på en kantsten og en brosten.

En grå betontrappe kan næsten ligne en bakke, der går nedad. Man kan måske have svært ved at se skyggerne fra de skæve fliser på fortovet.

Det nedsatte kontrastsyn kan være årsag til faldulykker – specielt hos ældre.

For nogen kan briller med farvede filterglas være kontrastskabende og dermed gøre niveauforskellene tydeligere og samtidig reducere blænding.

Hvis solen skinner kraftigt, så er skyggerne mørkere.
Så kan man bedre se hullet i vejen eller niveauforskellene. Det er fordi, lys er kontrastskabende.

God belysning i hjemmet er vigtig!

Det er det for os alle.
Men endnu vigtigere, hvis man har et nedsat kontrastsyn.

Belysningsstyrken skal gerne tilpasses den aktivitet, der skal foregå fx til læsning.

Det rette læselys kan være kontrastskabende og gøre teksten i avisen mere sort og papiret mere hvidt.

Hvis dit kontrastsyn er nedsat, kan du med fordel tænke i gode kontraster i din dagligdag.

Et eksempel kan være; hvis du sidder ved et bord med en hvid dug, med en hvid dyb tallerken med hvid tykmælk i.
Så kan det være svært at se, hvor starter det ene, og hvor slutter det andet.

Men hvis du bevarer den hvide dug og i stedet tager en mørk dyb tallerken og putter hvid tykmælk i.
Så har du skabt dig selv tydeligere kontrastforskelle, så du nu bedre kan se alle tre ting.

En mørk dækkeserviet kan gøre, at du bedre kan se en hvid tallerken.

Skal du hælde kaffe op i en kop, så vælg en hvid kop.

Skal du hælde mælk op i en kop, så vælg en mørk kop.

Skal du hakke løg, som jo er lyse, så gør det på et mørkt skærebræt.

Skal du hakke rødløg, som er noget mørkere, så gør det på et lyst skærebræt.

Alt sammen eksempler på, hvordan gode kontrastforskelle kan gøre dagligdagen lettere med et nedsat kontrastsyn.

Så alt i alt; er dit kontrastsyn nedsat, så sørg for at have god belysning, pas på niveauforskelle og tænk i gode kontraster i din dagligdag.