Gå til indhold

Synshjælpemidler

Personer med nedsat syn kan få hjælp gennem synshjælpemidler, specialundervisning og rådgivning for at lette daglige opgaver og bevare selvstændighed.
Klik for at åben cookiepanel

Du kan ikke se videoer hvis du ikke har accepteret statistik cookies

Hvis du oplever synsmæssige problemer med læsning, så start med at gå til en optiker og få tjekket om du har de rette briller.

Når de rette briller sidder på næsen, skal du sikre dig, at du har ordentligt læselys fra en læselampe, der lyser direkte ned på det, du skal læse - uden at lyset blænder dig.

Hvis lys alene ikke er nok til, at du kan læse de helt små bogstaver i avisen, kan du have behov for forstørrelse. 

Der findes mange forskellige former for forstørrelse. Det kan være luplamper. Det kan være lupper, der står ovenpå teksten, eller det kan være håndlupper med eller uden lys i.

Mange vil gerne have en STOR lup, der forstørrer meget, men desværre hænger det sådan sammen, at en stor lup forstørrer meget lidt, mens en lille lup forstørrer meget.

Og ingen lupper virker optimalt uden det rette læselys. Lys og lup hænger sammen.

Hvis du har brug for MEGET stor forstørrelse for igen at kunne læse din avis eller bøger, så er du måske bedst hjulpet med elektronisk forstørrelse. Det kan være en håndholdt løsning eller en stationær læseskærm. Eller måske er e-bøger eller lydbøger et godt alternativ til læsning af en fysisk bog.

Den rette belysning i hjemmet er vigtig for alle – specielt hvis du er ældre - og der findes heldigvis rigtig gode lamper og især gode pærer på markedet.

Hvis dit syn er tilstrækkeligt nedsat, kan du få vejledning fra en synsrådgivning. 

For at du kan modtage hjælp fra synsrådgivningen, og for at der eventuelt senere kan søges om synshjælpemidler til dig, skal du have et nedsat syn på grund af en kronisk øjensygdom. 

Det er derfor vigtigt, at du som det første er set af en øjenlæge.

I en synsrådgivning kan du få rådgivning og vejledning, afprøve synshjælpemidler og modtage specialundervisning. 

Alt sammen så du trods dit synshandikap kan bevare din livskvalitet, din uafhængighed og deltage fuldt ud i samfundet.

Du behøver ikke en henvisning fra en øjenlæge for at kontakte en synsrådgivning. 

Du kan selv gøre det. Dine pårørende, din øjenlæge eller din optiker kan gøre det for dig. 

Herefter vil synsrådgivningen indhente dine seneste øjenoplysninger hos øjenlægen, så det sikres, at du får den helt rette hjælp.

I mange tilfælde er det gavnligt, at du modtager undervisning i at udføre dine dagligdagsaktiviteter på en anden måde, end du er vant til. Det er specialundervisning. 

Faktisk er det muligt for en blind person at lave mad fra bunden uden af et eneste synshjælpemiddel – men blot ved brug af særlige teknikker.

For med et synshandikap kan helt almindelige dagligdagsaktiviteter blive vanskelige. 

For eksempel madlavning, rengøring, indkøb, brug af telefon og computer eller måske bare at se, hvad klokken er!

Her findes der synshjælpemidler, som i kombination med undervisningen kan gøre, at du igen kan klare dig selv. 

Det kan fx være et talende ur, lupper med lys i eller en afspiller til lydbøger. 

Synskonsulenten vil hjælpe dig med at vælge de rette hjælpemidler og lære dig at bruge dem effektivt.

Hvis du har problemer med at færdes sikkert i trafikken, kan du få undervisning af en mobilityinstruktør. Måske indbefatter undervisningen brug af en lang hvid stok og en god afmærkning af dit nedsatte syn.

Med den rette kombination af synshjælpemidler og specialundervisning kan man som synshandikappet leve et fuldt aktivt og selvstændigt liv.

Hvad der er den bedste løsning for dig, kan en synsrådgivning hjælpe dig med at afgøre.

Så er du barn, ung, voksen eller ældre med et synshandikap og har brug for rådgivning og vejledning, så kontakt synsrådgivningen i dit nærområde.