Hvad er ECT?
Behandlingen foregår under narkose.
Du kan ikke se videoer hvis du ikke har accepteret statistik cookies
Bruges kun i særlige tilfælde
Behandlingen bliver næsten udelukkende brugt til personer med svær depression, hvor medicinsk behandling eller samtaleterapi ikke har hjulpet, eller hvor en meget hurtig bedring er nødvendig på grund af, at personen er i livsfare.
Når man taler om livsfare i denne sammenhæng, handler det om, at personer, der har en svær depression, er i fare for at begå selvmord – eller måske er de holdt op med at spise og drikke.
Derfor er der brug for en behandling, der virker hurtigst muligt. Medicinsk behandling virker typisk først efter ca. 3-6 uger, og personen kan i værste fald dø inden da.
Desuden er det sådan, at medicin ikke virker på alle. ECT-behandling er langt mere effektiv. Her kan man mærke en tydelig bedring i tilstanden allerede efter 2-3 behandlinger inden for blot én uge.
Behandlingen foregår i fuld bedøvelse
Behandlingen foregår i kortvarig narkose. Det er en narkoselæge og narkosesygeplejerske, der står for bedøvelsen.
Selve ECT-behandlingen foregår på den måde, at personalet sætter nogle elektrodepads i dine tindinger, hvorefter der gives et meget lille strømstød.
Der er to grunde til at give fuld narkose. For det første så skal du som patient naturligvis ikke mærke ubehaget ved et strømstød. For det andet så dæmper narkosen kramperne, som udløses ved strømstødet. Det sker ved at indgive en medicin, som kortvarigt lammer musklerne. Også vejtrækningsmusklerne lammes, og derfor sørger narkosesygeplejersken for, at du trækker vejret, som man gør ved almindelige operative behandlinger i fuld narkose.
Nervecellerne nulstilles
Krampeanfaldet viser sig som svage trækninger i arme og ben, men er slet ikke så kraftigt som et rigtigt krampeanfald som ved for eksempel epilepsi.
ECT- behandlingen handler ikke så meget om kramper i sig selv, men i at påvirke de nerveceller, som har med humøret at gøre. Og derigennem påvirke den depressive tilstand.
Man mener, at grunden til at behandlingen virker, er, at nervecellerne i hjernen får en form for time-out i ganske få sekunder. Hvis man efterfølgende måler hjernes elektriske svingninger, kan man se, at hjernecellerne så at sige bliver synkroniseret i deres arbejde.
Når behandlingen er overstået, vågner du op i løbet af ganske få minutter.
Antal behandlinger
Som oftest kan du mærke en klar bedring efter 1-3 behandlinger. Man giver normalt 8-12 behandlinger fordelt på tre behandlinger om ugen for at sikre en holdbar virkning. Nogle skal dog have flere behandlinger.
Bivirkninger ved behandlingen
Behandlingen kan påvirke din korttidshukommelse og indlæringsevne, således at du kan have forbigående hukommelsesproblemer og indlæringsbesvær i dage til uger efter behandlingen.
Disse problemer forsvinder imidlertid for langt de fleste igen. Enkelte kan dog opleve mere permanente afgrænsede huller i hukommelsen.
Omkring 20-30 % går helt fri af problemer med hukommelsen.
Det er vigtigt at huske på, at sygdommen i sig selv med en lang sygeperiode kan medføre, at du husker dårligt eller har glemt ting, som er sket i perioden.
Der ødelægges ingen hjerneceller
Mange er bange for at få hjerneskade af ECT-behandling. Nyeste forskning viser heldigvis, at der ikke ødelægges hjerneceller ved behandlingen, og mange patienter oplever ECT som den mest skånsomme og effektive behandling mod deres svære depression.
ECT er en forkortelse af "Electroconvulsivetreatment" og kan oversættes til "elektrisk udløst krampebehandling"
Opdateret onsdag den 23. okt. 2024