Gå til indhold

Medicinen har hjulpet mig

Ida Pedersen har haft fire depressioner i sit liv. Hun har fået medicinsk behandling tre gange. Det var dog først ved den fjerde depression, at hun synes, at medicinen virkede. Til gengæld er hun glad for at vide, at der findes noget medicin, der kan hjælpe hende - hvis hun nu skulle blive syg igen.
Klik for at åben cookiepanel

Du kan ikke se videoer hvis du ikke har accepteret statistik cookies

Fået medicinsk behandling

Ida har fået medicinsk behandling tre gange for sine depressioner. Men det er dog først ved den sidste depression, at medicinen virkede.

Det er først den sidste gang, at jeg faktisk syntes, at det var medicinen, der hjalp mig. Jeg kunne simpelthen mærke, da jeg begyndte at tage den, at depressionen stilnede af. Det var faktisk en rigtig god oplevelse.” 

Fik kun medicin i en periode

I forbindelse med sine tidligere depressioner havde hun fået at vide, at hun skulle tage medicinen resten af livet. Hvilket hun dog havde afvist. Denne gang var det anderledes, fordi der havde været 10 års pause mellem den tredje og den fjerde depression, samtidig med at hun ikke var lige så syg som de andre gange.

Heldigvis var der ikke nogen, der sagde til mig, at jeg skulle tage medicin for altid ligesom de andre gange. Derfor kunne jeg lige så stille trappe ud af det igen, når jeg så fik det godt igen.” 

Rart at vide, at der er medicin, der virker

De positive oplevelser med den medicinske behandling, har været en god erfaring for hende.

Det har været rigtig rart for mig at vide, at det rent faktisk findes noget medicin, der virker. Fordi så ved jeg, at sker det igen, så kan jeg komme ovenpå på en hurtigere måde end jeg har gjort de andre gange, fordi det her faktisk har virket rigtig godt.” 

Der er altid nogle bivirkninger

Ida har tidligere oplevet bivirkninger ved den medicin, som hun har fået. Og det var der også med medicinen i denne omgang.

Der er selvfølgelig bivirkninger. Det er der altid med den slags medicin, og der er også ret mange bivirkninger, når det er antidepressiv medicin. Desværre var det medicin, der virkede rigtig godt for mig, ét af de præparater, hvor man tager rigtig meget på. Det er jo ikke særlig rart. Det ødelægger også lidt ens selvfølelse - plus, at det er svært at komme af med bagefter.” 

Bryder mig ikke om medicin, der dæmper mig

I forbindelse med en af sine andre depressioner prøvede hun et præparat, hvor hun følte sig dæmpet. Det brød hun sig ikke om.

I et af de præparater jeg fik, blev man ligesom meget dæmpet, så man følte ligesom, at man ikke rigtig fik sine egne følelser igen bagefter. Det brød jeg mig i hvert fald ikke om. Det kan jo godt betyde, at man ikke vil blive ved med at tage medicin.” 

Ingen grund til at tage medicin, hvis man kan klare sig uden

Ida vil helst undvære medicinen, hvis hun kan. Og nøjes med at tage den i de perioder, hvor hun er syg.

Hvis man, som mig, godt kan komme ovenpå igen og kan klare sin hverdag uden medicin, vil det for mig nok altid være sådan, at så tager jeg medicinen, når jeg har brug for det, og så trapper jeg ud af det, når jeg ikke har brug for det.”