Gå til indhold

Podcast: Hvordan kommer man sig fra psykisk sygdom?

En podcast, hvor tidligere patienter taler om, hvordan de er kommet sig fra psykisk sygdom. Podcasten er produceret af PsykInfo Region Sjælland og dykker ned i nogle særlige temaer, som forskning har fundet vigtige for, at det enkelte menneske kan komme sig fra psykisk sygdom.

Personlige fortællinger 

Hver podcast i rækken om personlig recovery tager udgangspunkt i et af de fem temaer, som er en del af den model, der i psykiatrisk fagsprog går under forkortelsen CHIME (connectedness, hope, identity, meaning og empowerment).

I alle seriens afsnit medvirker 'EN AF OS' ambassadører, som er mennesker med egne erfaringer fra psykiatrien og som har gennemgået en recovery-proces. Deres personlige fortællinger er med til at udfolde nuancerne i, hvordan man kan komme sig fra psykisk sygdom.

Podcastserien er både for mennesker, der selv er ramt af psykisk sygdom, deres pårørende og fagpersoner – samt naturligvis også for alle andre, der er nysgerrige på emnet.

Fakta

Find podcasten på Podbean

Podcasten findes også på Spotify og Apple podcast ved søgning på ”Lad os tale om psykisk sygdom”.

Hvert afsnit varer ca. 30 minutter.

Ud over CHIME-serien om personlig recovery byder podcastserien "Lad os tale om psykisk sygdom" også på andre afsnit med temaer, der gør dig klogere på psykisk sygdom. Podcastserien produceres og udgives i et samarbejde mellem PsykInfo Region Sjælland og PsykInfo Region Syddanmark.


Om PsykInfo

PsykInfo er psykiatrisk enhed for information, brugerstyring og recovery i Psykiatrien Region Sjælland, og fungerer som rådgivnings- og udviklingsenhed. Det vil sige, at PsykInfo tilbyder rådgivning, arrangementer og vidensformidling samt står bag udviklingsprojekter og indsatser, der har til formål at styrke brugerinddragelse og recoveryorientering samt at nedbryde tabu om psykisk sygdom.