Meget kort vej fra tanke til handling
Du kan ikke se videoer hvis du ikke har accepteret statistik cookies
Når selvmord bliver en løsning
Rico er ikke stolt af at have fire selvmordsforsøg bag sig.
”Det har været en hård oplevelse, når man når helt derude, hvor man konkret overvejer at tage sit eget liv.”
Depressionen tager over
For Rico har det handlet om, at depressionen har taget så stort et greb i ham, at han ikke så anden udvej.
”Depressionen tager så stort et greb i en, at man netop ikke ser nogen mening med livet. Livet har ikke nogen værdi længere. Derfor har jeg i de situationer taget en hurtig beslutning om, at hvis det ikke betyder noget, så gør vi noget ved det.”
Selvmordstankerne kommer snigende
Han har oplevet, at selvmordstankerne kan komme snigende over tid. I starten var det blot en tanke, men tanken blev hurtigt til flere – og derefter kunne det gå hurtigt. Det kunne starte med en dårlig aften, hvor der havde været svære diskussioner. Eller måske havde det bare været en lortedag, så kunne han sidde om aftenen og pludselig få tanken.
”Men tanken ville ikke gå væk. Tanken blev større og større, og pludselig kunne jeg ikke give slip på den tanke.”
En form for kortslutning i hovedet
Han oplever det som om, der nærmest sker en form for kortslutning i hovedet.
”Der sker nærmest en form for kortslutning i mit hoved. Et øjeblik, hvor man slet ikke tænker klar overhovedet. Alting går bare i sort. Og i den periode, hvor det hele går i sort, har jeg bundet et glas panodiler med en øl – hvis muligt – og så har jeg lagt mig ned.”
Vågnet op uden at kunne bevæge sig
Efter han har taget pillerne, er han vågnet op i sin seng ude af stand til at råbe på hjælp, fordi pillerne allerede har virket.
”Så kom panikken jo, fordi uanset hvor depressiv, jeg har været, de gange jeg har prøvet det, og hvor elendigt, jeg har haft det, kunne jeg se, da det var sket, og man lå der og ikke kunne bevæge sig. Jamen uanset hvor sort det hele er, så har jeg jo for pokker ikke lyst til at dø. Der må være andet her i livet end den galskab, der regerer i mit hoved hele tiden.”
Er heldigvis blev reddet hver gang
Rico har været heldig, at han er blevet reddet i sidste øjeblik hver gang, han har forsøgt selvmord.
”Men det er så alvorligt, når man begynder bare at have selvmordstankerne. Derfor er det så vigtigt at få rakt hånden ud og sige det til nogen. Fordi det tager så hurtigt overhånd (..). Og det tager kun et øjeblik. Så kan det gå så galt.”
Opdateret mandag den 22. maj 2023