Gå til indhold

Hvad er en psykiatrisk akutmodtagelse?

En psykiatrisk akutmodtagelse tager sig af borgere med psykiske problemer og borgernes pårørende, der står i akutte situationer. Du kan enten ringe til dem eller møde personligt op på akutmodtagelsen. Det kan være en god idé at tage en pårørende med, hvis du har psykiske problemer. Han eller hun kan støtte dig i forløbet.
Klik for at åben cookiepanel

Du kan ikke se videoer hvis du ikke har accepteret statistik cookies

Akutte situationer

En psykiatrisk akutmodtagelse (kan også hedde psykiatrisk skadestue) tager sig af akutte psykiske problemer og svarer til en almindelig skadestue, der behandler akutte fysiske skader. Man kan henvende sig på en psykiatrisk akutmodtagelse døgnet rundt, hvis man får brug for akut hjælp til psykiske problemer.

Man kan henvende sig, hvis man:

  • Er i akut krise, fordi man netop har oplevet eller overværet en voldsom hændelse
  • Oplever akutte svære selvmordstanker
  • Oplever nyopståede psykoser eller abstinenser, som kræver akut behandling
  • Har en psykisk sygdom som depression, mani, angst, eller psykose, hvor du oplever en akut forværring.

Desuden kan du henvende dig som pårørende og få råd og vejledning om, hvordan man skal håndtere en akut situation, hvor en nærtstående har psykiske problemer eller en psykisk sygdom.

Telefonisk kontakt til akutmodtagelsen

Du kan både henvende dig personligt i akutmodtagelsen eller kontakte akutmodtagelsen pr. telefon for at få råd og vejledning. 

Nogle henvender sig på eget initiativ, mens andre henvender sig efter forslag fra egen læge eller anden behandler. Det kan dog være en god idé at kontakte din egen læge eller vagtlæge, for at høre hans eller hendes vurdering af din situation, inden du tager på en psykiatrisk akutmodtagelse.

Personligt fremmøde i akutmodtagelsen

Når du henvender dig i en psykiatrisk akutmodtagelse vil du blive modtaget af en sygeplejerske eller anden sundhedsfaglig medarbejder, som taler med dig om, hvorfor du er kommet – og hvad du har behov for. Hun eller han danner sig et overblik over din situation, og hvordan du bedst hjælpes. Hun eller han vil også informere dig om, hvilke muligheder du har for at få hjælp.

Henvisning til behandling eller indlæggelse

Hvis det skønnes, at du har behov for det, vil du desuden komme til at tale med en læge. Lægen vil tale med dig om, hvordan du bedst kan få hjælp og behandling. Alt efter dit problem kan du blive henvist til din egen læge, som enten selv kan stå for den videre behandling, eller også kan lægen skrive en henvisning til en psykolog eller en privatpraktiserende psykiater.

Det kan også være, at du har behov for blive på akutmodtagelsen til observation, så man har mulighed for at vurdere din tilstand.

En anden mulighed er, at du får tilbudt en indlæggelse på en psykiatrisk afdeling.

Tag en pårørende med

Det er ofte en god ide, hvis pårørende følger med dig til den psykiatriske akutmodtagelse, så du ikke er alene. Hvis du har det dårligt, kan det være svært at lytte til og huske, hvad der bliver sagt. Det kan din pårørende hjælpe dig med. Desuden kan de bidrage med nyttig viden om din aktuelle situation, din livshistorie og hidtidige sygdomsforløb. Du skal dog give dit samtykke, for at de kan være med.

Hvis du har pårørende med, men ikke ønsker at give samtykke, tilbydes de generel information og vejledning om sygdom, medicin og behandling.

Indlæggelse på et sygehus i nærheden af din bopæl

En psykiatrisk akutmodtagelse tager imod alle, der henvender sig, uanset hvor du bor.

Hvis du får tilbudt indlæggelse på psykiatrisk afdeling, skal du som udgangspunkt indlægges på det sygehus, hvor du hører til geografisk. Du kan blive bedt om selv at køre dertil, hvis det er muligt. Hvis du har det meget dårligt, vil akutmodtagelsen arrangere transport for dig.

Hjælp til dem, der har størst behov

Når du henvender dig på en psykiatrisk akutmodtagelse, kan du risikere, at der er ventetid. Du skal være forberedt på, at du kan blive sprunget over i køen – ligesom på en almindelig skadestue – hvis der ankommer en patient, der har mere akut behov for hjælp end dig.

Hvis du tidligere har været - eller er - i behandling for en psykisk sygdom, og du kan vente til dagtiden med at få hjælp, kan det anbefales, at du tager direkte kontakt til din behandler eller behandlingssted. De kender dig og din situation, og du vil derfor ofte opleve at få en bedre hjælp.